3. fællesmail

Kære familie og venner

Nu er det vist min (læs: Steen) tur til at skrive, efter at Christina har skrevet de første par gange. Vi mangler stadig internet (og telefon), så vi skal afsted hver gang for at sende og modtage mails. Vi ville gerne besvare flere mails end vi gør. Vi beklager - også når vi på det skammeligste har afbrudt nogle af jer på msn eller Skype - det er altså fordi vi må stjæle os lidt til Internet-tid. Det bliver bedre når vi får bredbånd (hvilket betyder at vi ikke skal betale pr. minut og slipper for hyletonen - hastigheden er ikke meget bedre end telefonlinien og er ustabil, især i arbejdstiden...)! Men tak for ethvert pip fra jer - det betyder meget for os!

Jeg er også ved at komme i omdrejninger, hvad angår arbejde - som Christina, der arbejder på højtryk på Westwood. Hun klarer det så flot. Jeg skal være lærer på et teologisk college ved navn Kgologano (betyder "pagt" på Setswana), som uddanner præster og forkyndere til kirker af alle slags i Botswana. Jeg skal undervise i Gammel Testamente og lederskab + måske noget Ny Testamente. Indtil videre sker der dog ikke så meget, da stedet er i en meget omskiftelig situation med ny principal og en noget ændret vision. Eller dvs. vi er i gang med at finde visionen for stedet, så derfor er der stort set ingen undervisning her i efteråret. Der er nogle interessante kolleger på skolen, så jeg er optimistisk mht. at komme til at undervise, men jeg ved endnu ikke om jeg helt passer ind. Jeg skal læse mig ind på en masse nyt, bl.a. traditionel afrikansk religion og teologi og den nationale (og kontinentale) katastrofe: HIV / AIDS, som sætter fortegnet for meget af virkeligheden her, også den teologiske. Folk går konstant til begravelser (som tager flere timer!), og i nogle byer er gudstjenesterne om søndagen ofte simpelthen afløst af begravelser.

Mit andet projekt er at arbejde sammen med nogle canadiske missionærer. De arbejder som næsten de eneste her blandt de såkaldte AIC-kirker (African Independent Churches), som faktisk tæller ca. 80% af de kristne her. Disse kirker er ikke opstået fordi der er kommet missionærer ned fra "mainline churches" (dvs. luthersk, reformert, katolsk osv.), men kommer i højere grad fra afrikanerne selv. Det betyder at der er meget mere traditionel afrikansk kultur dér (fx sang, musik, dans osv., men desværre også mange okkulte fænomener og en noget blandet teologi). Man finder også rigtig mange fattige i AIC-kirkerne, så dem forsøger vi også at at hjælpe - selv om det er lidt som at smide salt i et stort hav. I et stort område i Gaborone ved navn Old Naledi bor der rigtig mange fattige. Vi var der den anden dag for at hente fire flyttefolk til vores nye klaver. De hjalp ca. 1½ time og delte 100 Pula (= 100 kr.) - det er en rigtig god løn for dem.

Her er et billede fra vores fælles andagt i fredags - nogle gange er vi lidt mere friske end denne morgen... Forstanderen er nr. 2 fra højre, og yderst th. er en nordmand, så vi kommunikerer af og til på modersmålene.

Det tager ellers SÅ lang tid at få alting i orden - dels fordi der altid er meget når man sådan skifter omgivelser i en grad som vi har gjort, dels fordi alting går laaaangsomt her. I går måtte jeg vente et pænt stykke tid i en sportsbutik fordi ekspedienten ved disken liiige skulle være færdig med at rense ører! Et andet eksempel er vores bankkonto - som indtil videre stadig er ikke-eksisterende. Jeg har været dernede tre gange nu - de første to gange for at hente nogle papirer og formularer, og da jeg så dukkede op tredje gang og troede jeg havde det hele, fik jeg at vide at jeg ikke kunne åbne en konto fordi min løn var for lille! Så næste gang skal jeg have Christina med, hendes kontrakt med skolen + en bekræftelse på at hun er ansat, vores begges pas og opholdstilladelser + nogle formularer som vi har udfyldt. Så håber vi bare at 4. gang er lykkens gang og at der ikke er for lang ventetid!

En anden ting er at man altid skal ud at køre for at få noget gjort. Hvad vi i DK ordner over nettet eller via banken, klarer man med personlig kontakt her (måske kunne vi lære lidt af det - men også kun lidt!). Fx skal jeg også til forsikringsselskabet for bilen for fjerde gang - først kom jeg i kontaktens frokostpause (#"¤"!%!), anden gang for at fortælle dem at jeg gerne vil have en forsikring og tredje gang for at hente policen. Og nu skal jeg så snart hen og betale beløbet kontant.

Der er flere sjove ting. Serviceniveauet er generelt højt, fx i butikker hvor man bare sætter sine varer på disken, og så står der en sød pige og pakker ALT ind i poser (jeg tror vi har i omegnen af 200 poser her efter en måned...) og sætter det tilbage i vognen. Eller tankstationerne hvor man bare triller ind og bliver siddende i bilen, mens de fylder benzin på og vasker vinduerne. Annikas og Benjamins børnehave er et kapitel for sig - en ægte drive-in-børnehave, hvor jeg aldrig behøver at komme ud af bilen. Jeg svinger ind ved indgangen til børnehaven, klapper dørene op og så trækker de børnene ud af bilen og går afsted med dem. Tilsvarende ved afhentning: De kommer med børnene og sætter dem ind i bilen, så snart jeg åbner døren. Men de har det rigtig godt og fortæller hver dag om hvad de har lavet. Annika hænger som forventet meget sammen med Benjamin, men hun bliver mere og mere selvstændig. I denne uge klarede hun en tur til et museum uden Benjamin.

Kasper og Rebekka er stadig i indkøringsfasen på Westwood International School (www.westwood.ac.bw ). Det tager tid at falde til, især med det engelske. Kasper er heldig at være i klasse med en anden dansker, mens Rebekka er mere på egen hånd og kæmper hårdere. "Jeg forstår ingenting", "jeg hader skolen" og lignende udtryk kommer af og til fra hende. Derfor har vi særlig opmærksomhed på hende for tiden. Den anden dag sagde hun dog: "Det er nu ikke så dårligt her i Afrika, altså efter skole. Vejret er så dejligt - hverken for varmt eller for koldt" - så der er også lyspunkter. Og lyspunkterne bliver heldigvis flere og flere som tiden går. Vi har det også alle godt i vores dejlige hjem, som virkelig er et hjem nu - endda med klaver, som I kan se her:

Til bil-interesserede: Vi har købt bil efter 3½ uges intens søgen. En VW Caravelle fra 2001 til lidt under 60.000,- - det er forrygende billigt ift. danske priser. Vi har kigget på mange biler med 4-hjulstræk og automatgear, men får i stedet masser af plads og god brændstoføkonomi, så det er det helt rigtige til os! Her har vi Kasper foran bilen:

Vi håber at vi har alle mailadresser med på jer som vil modtage mails - men hvis nogle gerne vil på, så skriv gerne tilbage. Og hvis I af den ene eller anden grund ikke vil modtage flere mails fra os, så skriv endelig tilbage og bed os slette jer.

Vi nyder ellers også at have en fuldtids-hushjælp her. Det er Agnella fra Zimbabwe. Hun arbejder hos os for at tjene penge nok til at sin søn kan gå på kostskole i Zimbabwe. Agnella ordner alt hvad der hedder vasketøj, strygetøj, rengøring, opvask, have mm. Det er en stor hjælp i hverdagen. Men desværre rejste hun fredag morgen til Zimbabwe, fordi hendes søn havde slået hovedet i skolen og har sovet siden onsdag (bevidstløs). Det er vi kede af, og vi er spændte på at følge hende og hendes søn - og imens mangler vi hende meget, men vi finder nok en hjælper, som kan træde til en dag eller to...

Vi oplever meget - og taknemmelige for det. Det er en stor udfordring for os alle - og en god lektie for livet at lære så mange forskellige kulturer og nationaliteter at kende.

Til sidst vil vi ønske jer alle en god efterårsferie. Vi har jo desværre ikke efterårsferie, men ser frem til sommerferie fra 7. december - 16. januar. Her kommer lige et billede fra Annikas fødselsdag, hvor hun delte kage ud i børnehaven. Hun havde en rigtig god dag - og var meget stolt over at være "five years old"...

Vi sender mange hilsner her fra varmen til jer alle.

Christina og Steen + fam.