10. november

Vi ønsker alle vores læsere en glædelig Mortens aften! Det er i dag 524 år siden, Martin Luther blev født - en minderig dag, fordi han senere blev redskab til at bringe mange evangeliet i den klare form, som vi lever af i dag.

Desuden var det ifølge Henry Stanleys dagbog fra 1871 denne dag (den allerede syge Livingstone havde noteret en anden dag i sin dagbog), han han fik sit historiske møde med David Livingstone ved Lake Tanganyika efter ca. 1 års søgen. Han hilste ham med de kendte ord: David Livingstone, I presume ("David Livingstone, formoder jeg").

Og i 2007 var 10/11 dagen, hvor vi begyndte på endnu en 25 kg's sæk med rugmel. Det er historisk fordi vi dermed har bagt Jonas' rugbrød af præcist 100 kg mel. Tankerne går dermed også på denne dag til ham.

Og ellers er det højsommer i Botswana, og vi nyder vores weekend. Lige et enkelt billede fra en hinduisternes Diwali-fest fredag, som vi var inviteret med til.

- SFS

Køer i Botswana

Fantastisk, så meget køer betyder i Botswana (altså flertal af "ko" og ikke "kø", selvom man også kan opleve at stå i KØ rigtig lang tid rigtig mange gange). Selv den mest ihærdige, danske landmand kommer til at ligne en amatør i sammenligning. Jeg faldt over denne konkurrence. Man tanker benzin på BP, og så kan man vælge mellem en bil, 100.000 Pula kontant, eller - hold fast: EN REN SIMMENTALER-HJORD! Mig bekendt har jeg ikke set noget tilsvarende i Danmark! Munden løber næsten i vand bare ved at se annoncen...

Andre sjove ting er:
- ca. halvdelen af alle nyhedsindslag på Botswanas TV handler om køer (der er blevet kørt over, er faldet i en brønd o.l.)
- køerne går omkring og græsser, selv her i hovedstaden Gaborone
- alle Batswana med respekt for sig selv har sin egen cattle post (kvægfold) med mange eller få dyr. De tilbringer ofte mange sammenhængende dage derude for at passe køerne og deres mark
- på Setswana er der dusinvis af betegnelser for "ko", især afhængig af hornenes form og størrelse. Dette er nødvendigt for at kende forskel på ens egne og naboens køer.

Engang fortalte jeg en af mine kolleger at mine forældre havde solgt køerne, fordi de holdt op med at malke. Hun rystede på hovedet og spurte: "Hvorfor dog det?" For Batswana repræsenterer køerne både bankkontoen, pensionsopsparingen og folkepensionen - ud over status.

...bare lige en af de sjove ting i Botswana

- SFS

African Child Day

I sidste weblog var der på falderebet en hyldest til afrikaneren. Lidt forsinket fokuserer vi nu på the African Child (Afrikas børn). 16. juni var nemlig den 16. African Child Day i historien.

Dagen holdes siden 1990 til minde om 16. juni 1976, hvor sorte børn i Soweto, Johannesburg, demonstrerede mod apartheid. Politiet havde ordrer til at opretholde orden uanset hvad det kostede - og de greb ind med våbenmagt. 500 børn blev dræbt, 1.000 blev såret.

Temaet i år er "combating Child trafficking" - dvs. bekæmpelse af handel med børn. En handel, som findes i Europa, men som desværre også griber mere og mere om sig her i Afrika. Nordmanden Per Engebak, som leder UNICEF's arbejde i øst- og syd-Afrika, siger: "Med over 8 millioner forældreløse børn pga. AIDS, udbredt fattigdom, øget turisme (specielt i kystområder), og større bevægelighed af varer og tjenesteydelser landene imellem, er det østlige og sydlige Afrika stærkt i risikozonen for at blive en alvorlig kilde til børnehandel."

Jeg kunne citere meget fra mange flere hjemmesider angående dette. For de, der vil læse mere (på engelsk) om disse uhyrligheder, gå fx til http://www.unicef.org/southafrica/media_3641.html eller http://allafrica.com/stories/200706120944.html, som handler specifikt om Botswana.

Det løber koldt ned af ryggen at tænke på disse børns skæbne. Eller skæbner, for hvert barn har sin egen. Og hvad kan vi gøre ved det? Måske kan det hjælpe at skabe lidt opmærksomhed på de nordlige breddegrader?! Men der har børnene jo også sit at slås med. Fx kan man kl. 11.05 i dag læse i den hjemlige dagspresse:

"I de seneste tre uger har 36 hospitaler over hele landet til sammen modtaget 83.496 krammebamser, der skal trøste og opmuntre børn, når de skal bedøves.

Det er aldrig sjovt at skulle bedøves, men for de 35.000 børn, som hvert år skal bedøves før en operation, kan synet af en kanyle og en fremmed voksen i hvid kittel være direkte skræmmende.

Der er dog godt nyt på vej til børn på 36 hospitaler over hele landet, for de har netop hver modtaget et stort parti krammebamser fra TrygFonden. Bamserne vil hen over de næste to år blive delt ud til alle de børn, som skal bedøves på hospitalerne."

Man kan da kun glæde sig sammen med de danske børn!

Undskyld ironien - men et eller andet er der ravruskende galt!

- SFS

Pitseng

I dag er det vist TTW - tid til weblog. Der er meget at berette siden vi sidst driblede en hilsen ind i nettet, så vi skærer med hård hånd og fortæller om: i går formiddag.

Overskriften har ikke det mindste med soveværelsesudstyr at skaffe, men rummer i stedet navnet på en landsby i det sydlige Botswana. Vi (dvs. Susan, Glyn, Jonathan (ny fætter her på siden, ultra-rar amerikaner, præst i Open Baptist Church, ivrig fortæller og flydende på Setswana), hans praktikant Eric og ham selv), pakkede Jonathans Pajero og kørte kl. 8 i retning mod Pitseng. Byens ca. 1500 indbyggere er fra Kgalagadi-stammen, som (sammen med Basarwa'erne i den centrale Kalahari-ørken) i mange år har lidt en forhutlet skæbne som underklasse i forhold til de andre stammer i landet. Det mærkes stadig i dag med meget stor fattigdom og ingen strøm og kun vand ved brønden. Vi trillede ind i landsbyen og satte os i Kgotla'en (byens samlingssted) sammen med høvdingen og tre ældre mænd fra byen. Ham forrest i billedet arbejder for Botswanas diamantselskab og har en fin arbejdsdragt derfra. Den næste med slipset er høvdingen (meget ung af en høvding at være), nr. 3 er præst i en af kirkerne, og den sidste er blind og bare med, fordi han har mange år på bagen og dermed kan repræsentere traditionen godt. Der sad vi så godt og vel en times tid (ca. - tiden står stille) og evaluerede et tidligere besøg af nogle amerikanske studerende. Meget hyggeligt og afslappet. Vi sluttede kl. 12 med en bøn og gode ønsker for hinanden, inden de igen satte sig ud i solen og vi smuttede afsted. Og så sker der nok helt sikkert ikke mere for dem den dag. Livet i Pitseng er forudsigeligt og ganske roligt. Dagen hos os fortsatte i hæsblæsende tempo med punktering på bilen og nyt dæk (Christina kørte ind i en kantsten og fører dermed 2-1 i påkørsler) og fest på terrassen med 25 gæster.

Spørgsmålet er om gutterne i Pitseng alligevel har ramt den oprindelige mening med tilværelsen bedre end os. Det kan man ikke lade være med at stille sig efter en formiddag i deres selskab.

Indlægget var egentlig også tænkt som en hyldest til afrikaneren. Derfor kommer der et sidste billede med præsten og den ældre herre bagved på nært hold. Vejrbidte og ældre (kun Gud ved, hvad de er gået igennem i deres lange liv), men skønne og prægtige mennesker, når man sådan møder dem ansigt til ansigt.

Og så er det vist også TTASW - tid til at slutte webloggen

- SFS

Zim, tur og sport

Bag den maerkelige overskrift gemmer sig en kort opdatering, snart paa vej paa to-dags-tur med Kgolagano College. Vi skal holde et kort-kursus paa loerdag i Palapye for vores studenter oppe nordpaa (tre timers koersel) - og nu vi er der, tager vi ind omkring House of Hope igen for at besoege dem og hente en kjole til Annika, som vi bestilte sidste gang vi var der.

Inden da skal vi i morgen igen paa faengselsbesoeg, denne gang i Mahalapye og Serowe. Det er saa meningsfyldt at opmuntre fangerne - som, skjult bag deres orange fangedragter, er mennesker af koed og blod.

Det samme gaelder zimbabweanerne, som holdes i et langt vaerre fangenskab! Vi hoerer dagligt triste nyheder derfra, og der holdes taler og bedearrangementer i stort tal. Det er svaert helt at "skelne noeje det sande fra dets skin" i magtspillet paa topplan, men sikkert er det at den menige borger lider frygteligt. Der er 1.700% inflation og en arbejdsloeshed over 80%, og dertil kommer en stoerre og stoerre knaphed paa almindelige dagligvarer. Zim er et stort bedeemne for os alle!

Vi er ellers midt i efteraars-termet her, og der er fuld damp paa. Meget sport - baade Rebekka og Kasper svoemmer 5 gange om ugen. Kasper spillede Cricket-kamp i dag og de tabte med 1 point til aerkerivalerne fra Northside - men vi blev ogsaa enige om at de snoed! I morgen er der svoemmegalla, saa vi haaber paa en god oplevelse der, ogsaa.

- SFS

Nu vi taler om dårlig samvittighed...

...så er der faktisk noget at gøre ved det. Vi prøver som sagt at samle ind til Håbets hus i Palapye - og jeg får den ide at hvis nogle af vores kære danske landsmænd gerne vil give en gave, så vil jeg personligt bringe den videre, når vi om knapt to uger kører nordpå igen. Bare lidt gør meget. En tyver er nok til en pose mel og sukker - som vi gav familien på billedet nedenunder. Så kan du undvære lidt, så bliver mange glade. Større beløb er selvfølgelig også velkomne.

Man kan indbetale penge på regnr. 5977, konto 8500609. Skriv Håbets hus eller House of Hope på indbetalingen, så går de videre.

Og så lige: Giv ikke ud af dårlig samvittighed, men fordi du gerne vil hjælpe mennesker i nød! Og hvis du synes det er en dum ide på sådan en weblog, så lad bare være med at give, ikk!

- SFS

Palapye - vidunderligt og trist sted!

Som lovet vender jeg tilbage efter fem dage i Palapye. Det var mit første større møde med studenter, og det var fantastisk at være sammen med dem. Afrikanere er vidunderlige mennesker: Altid glade - interesserede i os mærkelige hvide mennesker og vores baggrund (mange vil så gerne opleve SNE) - så snart der er en lille pause bryder de ud i sang og dans. Jeg kunne unde enhver stivbenet dansker at opleve deres rytmer!

På kurset gav vi dem masser af introduktion til studierne på Kgolagano og inddrog dem i nogle overvejelser om skolens fremtid, og de var glade for det. Fx disse her, som laver kreativt gruppearbejde om at studere teologi på Kgolagano.


En helt anden side af Palapye ser vi på det andet billede. Jeg var med ude hos denne familie, som består af 25 mennesker - og de har det her skur og to små telte at bo i! En af pigerne (ikke med på billedet) lå syg pga. AIDS. De lever under ubeskrivelig fattigdom og har ofte ikke mad - en anden familie havde fundet nogle orm, som var deres eneste føde.

De er mennesker - som du og jeg. Trist og håbløst - havde det ikke været for "House of Hope" (håbets hus), som hjælper mange af disse fattige og AIDS-ramte med omsorg, økonomisk hjælp og skole for de mange forældreløse. Disse mennesker oplever gang på gang at håbet om helbredelse og en nogenlunde tilværelse slukkes og bliver gjort til skamme - men House of Hope lægger røst til håbet i evangeliet som hverken død, fattigdom eller sygdom kan slukke (Rom 5,5): Det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter!

Vi samlede ind til House of Hope, og det var skønt at se selv de fattigste studenter give af deres få mønter til projektet.

Ja, det her kunne jeg fortælle længe om, men jeg skal skåne jer. Vi fra Vesten skulle nødig få dårlig samvittighed...

Jeg har taget en stak billeder med vores dyre digitalkamera, så der ligger flere på hjemmesiden...

- SFS

Fredag

(for dem som gider læse en historie...)

Nå, fredag blev ikke så besværlig som frygtet (bortset fra at Annika, Benjamin og jeg havde 40g feber): Jeg mødte op på politikontoret og skulle have min rapport. Damen som havde skrevet rapporten, klagede over at jeg ikke var kommet dagen før (læs sidste weblog), men gav mig alligevel rapporten. Jeg skulle betale 21 pula, men havde kun en hundredlas, så hun kunne ikke give tilbage. Derfor vender jeg tilbage på mandag med aftalte penge!

God weekend

- SFS

Tilståelse! + interessant typisk afrikahistorie

(weblog for dem som gider læse en historie...)

Okay, okay - jeg bulede en bil sidste torsdag. Ikke noget særligt, bare lige så stille - bare lige for at tjekke systemet hvis man engang skulle ende i et større uheld...

Og nu kender jeg så mere til systemet! Der er ved at blive skrevet politirapport, så jeg udbygger bloggen efterhånden som der sker fremskridt i sagen. Men indtil videre:

Torsdag kl. 8.02: Jeg holder bag Albert Mpuchane - en ellers nydelig og venlig afrikaner i lad os sige 50-erne - men ganske uforvarende blokerer han sin store Isuzu lige foran intetanende mig på vej til Kgolagano College. Jeg burde nok have set det - i hvert fald påtager jeg mig straks hele skylden, 100% - ikke noget dér. Der bliver en lille bule i hans bagklap, og vores stærke VW får kun bøjet kofangeren. Vi kører ind til politistationen og bruger 1 time på at få at vide at de ikke lige har tid nu. På det tidspunkt tror jeg også at jeg selv kan betale mig ud af det - men det koster så alligevel 3.700 pula (= d.kr.), og forsikringen kommer ind i billedet. Jeg får fat i en skadesrapport ved at snakke med 3 forskellige mennesker og så komme tilbage til den første, som så alligevel vidste hvad jeg skulle vide.

Fredag morgen: Tilbage til politistationen, 2 timer. Politimændene diskuterer nu om de vil gå ind i sagen (hvilket er en absolut betingelse for at få forsikringen til at dække) - de sagde at vi skulle have tilkaldt dem da uheldet skete...! En af dem tilbyder heldigvis omsider at hjælpe. Vi bliver spurgt om diverse spørgsmål og skriver så hver især vores rapport, og den venlige politimand siger at han vil have tingene klar til mandag.

Mandag morgen: Vi møder op igen begge to. Politimanden har så ikke lige fået lavet tingene færdig... men han bruger af sin kostbare tid på at udfylde rapporten - tror jeg (det viser sig nemlig senere at den skal skrives ind af sekretæren og først kan være færdig torsdag: "Kom bare ind i løbet af torsdag eftermiddag - vi er der", lyder meldingen). Et af de svære spørgsmål (ud af ca. 50 i alt) til rapporten var hvilken slags vej vi kørte på - det var nemlig både et vejkryds og en kurve. Så efter at have diskuteret en rum tid hvor vi skal sætte krydset, ender vi med at skrive "anden slags vej" i rapporten.

Torsdag: Jeg har fået udfyldt skadesanmeldelsen og kører til politistationen med 21 Pula for at hente min rapport. De sidder desværre lige i møde hele eftermiddagen... "Kom igen i morgen", siger de.

Så det gør jeg. Tålmodighed er vel en af de syv dyder. Så historien fortsætter i morgen...

Hvor længe går det???

Vi har det med at blive klogere. Hvad vi gør i dag, er altsammen så fornuftigt.

Vi forstår ikke hvordan man for 1000 år siden kunne sende kristne ud på korstog og slå mennesker af anden tro ihjel i Jesu navn.

Hvordan kunne man dog for 500 år siden brænde almindelige mennesker af på bålet, fordi de var beskyldt for at være trolde og hekse?

Hvorfor drev man sort slavehandel ned gennem 1800-tallet og apartheid i 1900-tallet? Det er ufatteligt!

Men dengang så det sikkert ganske fornuftigt ud. Ligesom det ser ganske fornuftigt ud, som verdens goder er fordelt nu...

Jeg tror - og håber - at man om nogle hundrede år vil tænke: Hvordan kunne Vesten i det 20. og 21. århundrede i katastrofal grad udsulte den tredje verden, mens de selv blev rigere og rigere? Til den tid er skellet forhåbentlig rettet op.

Mahatma Ghandi sagde klogt: Jorden giver nok til alle menneskers behov, men ikke til alles griskhed.

Hvor længe går det??? God, have mercy!


- SFS

1. fællesmail

Kære familie og venner i Danmark

Hermed vil vi med glæde sende jer den første fællesmail fra Botswana. Vi har nu været her siden fredag - så næsten en uge - og der er allerede sket helt ufattelig mange ting, så vi ved ikke helt hvor vi skal begynde og ende... Men det er selvfølgelig naturligt at starte med rejsen herned. Det var meget hårdt at tage afsked med Danmark - og især jeg (Christina) var klar til at droppe det hele, da vi stod i Kastrup lufthavn og sagde farvel til den søde afskedskomité af familie og LTC-ere der var mødt op. Men vi fortsatte dog alligevel - og turen gik også rigtig godt, selvom det var en meget lang tur. Og vi var meget trætte og glade da vi endelig fredag aften kom frem til vores danske venner, Dorthe og Poul i Gaborone, hvor vi bor lige for tiden. Vi blev bare mødt med åbne arme og lækker mad ude på terrassen ved siden af den store den store swimmingpool med levende lys rundt omkring osv. Rigtig idyl!

De første dage i Botswana har været meget travle, da jeg allerede mandag morgen kl. 8 skulle starte med lærermøder hele dagen (efter den dag var jeg igen klar til at rejse hjem igen...) Der var så mange nye mennesker og indtryk - og jeg blev så træt af at snakke engelsk en hel dag. Men allerede her 3 dage efter er jeg mere rolig igen - og synes også det er vildt spændende at møde så mange nye mennesker fra alverdens lande. Og somme tider tager jeg endda mig selv i at tænke lidt på engelsk (hvor vildt!). Jeg synes det er gået godt med at komme i gang med at undervise, selvom det kræver meget forberedelse. Men i dag fik jeg en fantastisk kommentar fra 6. klasse: "Det er bare den bedste musik-time vi nogensinde har haft". Dejligt. Det giver lige energi nok til at fortsætte arbejdet...

Nå, men tirsdag morgen startede børnene så i skole - med deres fine skoleuniformer på. Det var endnu en hård dag. De forstod ikke en pind og skulle jo også møde ufattelig mange nye mennesker og indtryk. Men igen må vi sige at allerede her 2 dage efter går det fremad. Kasper har fået en ven i sin klasse og han har lært flere engelske ord i dag. De er meget søde til at tage sig af ham og hjælpe ham med at lære sproget. Han er efter deres anvisning startet i 2. klasse, så det er noget hårdt for ham, da de har gået i skole 1½ år længere end ham. Men aldersmæssigt er det der han hører til. Vi ved ikke endnu om han bliver på det niveau. Det vil tiden vise... Når jeg har en fritime går jeg ind i hans klasse for at oversætte - og ellers har han ind imellem Dorthe med.

Rebekka forstår tydeligvis en del engelsk, men har svært ved at snakke, Men hendes lærer sagde begejstret til mig i dag at hun havde sagt noget til ham på engelsk, så det er første skridt på vejen. Og der er også nogle søde piger i hendes klasse. I morgen skal hun lære klassen at sige "Hej, hvordan har du det? Jeg har det godt. Tak." - på dansk. Det var hendes lektie.

I næste uge starter svømmesæsonen på skolen - Westwood, og så får alle klasser svømning en gang om ugen i deres udendørs store svømmestadion. Det er alle tiders (selvom vi også svømmer hver dag efter skole i Dorthe og Pouls store pool).

Annika og Benjamin var for første gang på besøg i deres nye børnehave i går. Det var bare en alletiders pre-school. De legede og sang og dansede under ledelse af kyndige og rytmiske Afro-damer, så det var fint. I dag var de der selv et par timer og det gik rigtig godt. Det er så dejligt at de har hinanden. De var så stolte med hver deres taske på ryggen med madpakke i - og de gik og sagde "my name is Annika" og "my name is Benjamin". De glæder sig til at komme i børnehave igen i morgen.

I morgen, fredag, har jeg taget en fridag (hvor Dorthe tager mine timer), så jeg kan komme med og se Annika og Benjamins børnehave - og så jeg - sammen med Susan (vores venner fra Canada) kan komme ud og købe lidt møbler mm. til vores hus. Vi er rigtig godt i gang med at gøre huset klar til at flytte ind. I dag har vi gjort skabe rent og er begyndt at pakke lidt ud og sætte på plads. Børnene har det som juleaften, når de pakker deres ting ud fra Danmark - og de elsker at indrette deres nye værelser m.m. Det er dejligt at se.

Vores hushjælp, Agnella, skulle have været her fra 1. september, men hun har haft problemer med sit pas (fra Zimbabwe), så hun kommer først i aften, så fra i morgen er vi godt hjulpet med at gøre huset helt klar til indflytning. Vi håber på at flytte ind i weekenden, selvom vi er inviteret i byen både fredag og lørdag aften. Fredag aften hos Principal (Brian Turnbull) fra min skole - sammen med alle nyansatte og bestyrelsen fra skolen med familier. Og lørdag aften hos Steens kollega fra hans job på det teologiske institut, hvor han skal undervise lidt. Han har fået sit eget kontor der - og glæder sig over god internet forbindelse der m.m. Han er ikke kommet i gang endnu, for der er såååå meget at ordne her de første dage - med bil, hus, indkøb, børn, opholdstilladelse osv osv. Og alting tager laaaang tid her...

Ellers prøver vi også at øve os på at køre i den "forkerte" side af vejen. Det går fint for Steen, men ikke godt for mig, så jeg prøver at aftale med folk at de vil køre mig rundt indtil videre.

Steen er i øvrigt også startet på to-ugers kursus (1 time hver dag) i setswana (lokalsproget), så han øver sig på Dorthe og Pouls hushjælp som er fra Botswana. Det er vist meget sjovt.

Nå, nu er jeg træt. Vi møder i skole kl. 7 hver dag, så det er bare med at komme tidligt op. Så jeg må hellere komme i gang med at smøre de 5 madpakker der skal til...

Tak fordi vi ved at vi har så mange søde mennesker der tænker på os i Danmark. Jeg spurgte Rebekka om der var noget jeg skulle huske at skrive - og hun sagde: Ja, at vi savner dem! Og det er rigtigt.

Men alt i alt så er vi taknemmelige og glade for at være her og få en helt anderledes og uforglemmelig oplevelse.

Endnu engang: Velkommen til Botswana. Vi vil tage imod jer med åbne arme! Og god mad på terassen!

Mange kærlige hilsner fra os

Rebekka, Kasper, Annika, Benjamin, Steen og Christina

ps. Vi vedhæfter billede af vores nye hus og så børnene på vej til første skoledag i skoleuniformer.

--

Christina and Steen Frøjk Søvndal
Box 33, Gaborone

Botswana

+4551909343 / +4520774005
soevndal@gmail.com

2. fællesmail

Kære familie og venner

Her kommer en lille hilsen mere fra Botswana. Vi nyder på mange måder stadig at være her. Vi har haft en dejlig rolig weekend med tid til at flytte mere ind i vores hus. Vi har efterhånden fået anskaffet os de mest nødvendige ting - såsom hund, lille swimmingpool og teressemøbler. Vi mangler dog stadig en bil, men kan låne lidt forskellige biler til at starte med.

Vi har også været i circus her i weekenden. Det var meget spændende for os alle - med tigre, løver, elefanter, heste mm. Det var vores første møde med de vilde dyr i denne omgang, men dem regner vi med at se mere til hen ad vejen!

I morgen er det skoledag igen. Men nu er vi efterhånden ved at vide hvad en skoledag går ud på, så det er dejligt at føle sig lidt mere hjemme. Selvom sproget stadig kan være lidt svært for os alle, så hjælper det dog for hver dag. Rebekka og Kasper træner flittigt hver dag med engelsk læsning og skrivning. Og jeg prøver at øve mig ved at snakke så meget som muligt.

I næste uge starter Kasper med at gå til musical og ekstra svømning på skolen, og Rebekka starter til gymnastik, ekstra svømning og udvidet tegnekursus. Det glæder de sig til.

På onsdag har Annika og fødselsdag. Det bliver festligt. Hun skal selvfølgelig have en kage med til at dele ud i børnehaven - og så skal vi have fødselsdagsfest på teressen efter skoletid med besøg af bla vores danske venner og canadiske venner. Og mon ikke en del af tiden kommer til at gå med at bade i vores lille nye pool? Vi vil selvfølgelig mangle jer til den her fødselsdagsfest - og vi ville ønske I kunne komme og være med til at opleve de mange nye og anderledes ting hernede!

Vi sender lige nogle billeder med af vores hverdag her!!!

Mange knus fra os 6

Christina

P.S. Vil nogen videresende mailen til Hanne og Flemming i Snedsted + Dorte og Robert i Fjellerup (endnu engang)?

3. fællesmail

Kære familie og venner

Nu er det vist min (læs: Steen) tur til at skrive, efter at Christina har skrevet de første par gange. Vi mangler stadig internet (og telefon), så vi skal afsted hver gang for at sende og modtage mails. Vi ville gerne besvare flere mails end vi gør. Vi beklager - også når vi på det skammeligste har afbrudt nogle af jer på msn eller Skype - det er altså fordi vi må stjæle os lidt til Internet-tid. Det bliver bedre når vi får bredbånd (hvilket betyder at vi ikke skal betale pr. minut og slipper for hyletonen - hastigheden er ikke meget bedre end telefonlinien og er ustabil, især i arbejdstiden...)! Men tak for ethvert pip fra jer - det betyder meget for os!

Jeg er også ved at komme i omdrejninger, hvad angår arbejde - som Christina, der arbejder på højtryk på Westwood. Hun klarer det så flot. Jeg skal være lærer på et teologisk college ved navn Kgologano (betyder "pagt" på Setswana), som uddanner præster og forkyndere til kirker af alle slags i Botswana. Jeg skal undervise i Gammel Testamente og lederskab + måske noget Ny Testamente. Indtil videre sker der dog ikke så meget, da stedet er i en meget omskiftelig situation med ny principal og en noget ændret vision. Eller dvs. vi er i gang med at finde visionen for stedet, så derfor er der stort set ingen undervisning her i efteråret. Der er nogle interessante kolleger på skolen, så jeg er optimistisk mht. at komme til at undervise, men jeg ved endnu ikke om jeg helt passer ind. Jeg skal læse mig ind på en masse nyt, bl.a. traditionel afrikansk religion og teologi og den nationale (og kontinentale) katastrofe: HIV / AIDS, som sætter fortegnet for meget af virkeligheden her, også den teologiske. Folk går konstant til begravelser (som tager flere timer!), og i nogle byer er gudstjenesterne om søndagen ofte simpelthen afløst af begravelser.

Mit andet projekt er at arbejde sammen med nogle canadiske missionærer. De arbejder som næsten de eneste her blandt de såkaldte AIC-kirker (African Independent Churches), som faktisk tæller ca. 80% af de kristne her. Disse kirker er ikke opstået fordi der er kommet missionærer ned fra "mainline churches" (dvs. luthersk, reformert, katolsk osv.), men kommer i højere grad fra afrikanerne selv. Det betyder at der er meget mere traditionel afrikansk kultur dér (fx sang, musik, dans osv., men desværre også mange okkulte fænomener og en noget blandet teologi). Man finder også rigtig mange fattige i AIC-kirkerne, så dem forsøger vi også at at hjælpe - selv om det er lidt som at smide salt i et stort hav. I et stort område i Gaborone ved navn Old Naledi bor der rigtig mange fattige. Vi var der den anden dag for at hente fire flyttefolk til vores nye klaver. De hjalp ca. 1½ time og delte 100 Pula (= 100 kr.) - det er en rigtig god løn for dem.

Her er et billede fra vores fælles andagt i fredags - nogle gange er vi lidt mere friske end denne morgen... Forstanderen er nr. 2 fra højre, og yderst th. er en nordmand, så vi kommunikerer af og til på modersmålene.

Det tager ellers SÅ lang tid at få alting i orden - dels fordi der altid er meget når man sådan skifter omgivelser i en grad som vi har gjort, dels fordi alting går laaaangsomt her. I går måtte jeg vente et pænt stykke tid i en sportsbutik fordi ekspedienten ved disken liiige skulle være færdig med at rense ører! Et andet eksempel er vores bankkonto - som indtil videre stadig er ikke-eksisterende. Jeg har været dernede tre gange nu - de første to gange for at hente nogle papirer og formularer, og da jeg så dukkede op tredje gang og troede jeg havde det hele, fik jeg at vide at jeg ikke kunne åbne en konto fordi min løn var for lille! Så næste gang skal jeg have Christina med, hendes kontrakt med skolen + en bekræftelse på at hun er ansat, vores begges pas og opholdstilladelser + nogle formularer som vi har udfyldt. Så håber vi bare at 4. gang er lykkens gang og at der ikke er for lang ventetid!

En anden ting er at man altid skal ud at køre for at få noget gjort. Hvad vi i DK ordner over nettet eller via banken, klarer man med personlig kontakt her (måske kunne vi lære lidt af det - men også kun lidt!). Fx skal jeg også til forsikringsselskabet for bilen for fjerde gang - først kom jeg i kontaktens frokostpause (#"¤"!%!), anden gang for at fortælle dem at jeg gerne vil have en forsikring og tredje gang for at hente policen. Og nu skal jeg så snart hen og betale beløbet kontant.

Der er flere sjove ting. Serviceniveauet er generelt højt, fx i butikker hvor man bare sætter sine varer på disken, og så står der en sød pige og pakker ALT ind i poser (jeg tror vi har i omegnen af 200 poser her efter en måned...) og sætter det tilbage i vognen. Eller tankstationerne hvor man bare triller ind og bliver siddende i bilen, mens de fylder benzin på og vasker vinduerne. Annikas og Benjamins børnehave er et kapitel for sig - en ægte drive-in-børnehave, hvor jeg aldrig behøver at komme ud af bilen. Jeg svinger ind ved indgangen til børnehaven, klapper dørene op og så trækker de børnene ud af bilen og går afsted med dem. Tilsvarende ved afhentning: De kommer med børnene og sætter dem ind i bilen, så snart jeg åbner døren. Men de har det rigtig godt og fortæller hver dag om hvad de har lavet. Annika hænger som forventet meget sammen med Benjamin, men hun bliver mere og mere selvstændig. I denne uge klarede hun en tur til et museum uden Benjamin.

Kasper og Rebekka er stadig i indkøringsfasen på Westwood International School (www.westwood.ac.bw ). Det tager tid at falde til, især med det engelske. Kasper er heldig at være i klasse med en anden dansker, mens Rebekka er mere på egen hånd og kæmper hårdere. "Jeg forstår ingenting", "jeg hader skolen" og lignende udtryk kommer af og til fra hende. Derfor har vi særlig opmærksomhed på hende for tiden. Den anden dag sagde hun dog: "Det er nu ikke så dårligt her i Afrika, altså efter skole. Vejret er så dejligt - hverken for varmt eller for koldt" - så der er også lyspunkter. Og lyspunkterne bliver heldigvis flere og flere som tiden går. Vi har det også alle godt i vores dejlige hjem, som virkelig er et hjem nu - endda med klaver, som I kan se her:

Til bil-interesserede: Vi har købt bil efter 3½ uges intens søgen. En VW Caravelle fra 2001 til lidt under 60.000,- - det er forrygende billigt ift. danske priser. Vi har kigget på mange biler med 4-hjulstræk og automatgear, men får i stedet masser af plads og god brændstoføkonomi, så det er det helt rigtige til os! Her har vi Kasper foran bilen:

Vi håber at vi har alle mailadresser med på jer som vil modtage mails - men hvis nogle gerne vil på, så skriv gerne tilbage. Og hvis I af den ene eller anden grund ikke vil modtage flere mails fra os, så skriv endelig tilbage og bed os slette jer.

Vi nyder ellers også at have en fuldtids-hushjælp her. Det er Agnella fra Zimbabwe. Hun arbejder hos os for at tjene penge nok til at sin søn kan gå på kostskole i Zimbabwe. Agnella ordner alt hvad der hedder vasketøj, strygetøj, rengøring, opvask, have mm. Det er en stor hjælp i hverdagen. Men desværre rejste hun fredag morgen til Zimbabwe, fordi hendes søn havde slået hovedet i skolen og har sovet siden onsdag (bevidstløs). Det er vi kede af, og vi er spændte på at følge hende og hendes søn - og imens mangler vi hende meget, men vi finder nok en hjælper, som kan træde til en dag eller to...

Vi oplever meget - og taknemmelige for det. Det er en stor udfordring for os alle - og en god lektie for livet at lære så mange forskellige kulturer og nationaliteter at kende.

Til sidst vil vi ønske jer alle en god efterårsferie. Vi har jo desværre ikke efterårsferie, men ser frem til sommerferie fra 7. december - 16. januar. Her kommer lige et billede fra Annikas fødselsdag, hvor hun delte kage ud i børnehaven. Hun havde en rigtig god dag - og var meget stolt over at være "five years old"...

Vi sender mange hilsner her fra varmen til jer alle.

Christina og Steen + fam.