Søvndal in Botswana

En side for familie, venner og bekendte - og bare interesserede - til familien Søvndal. For 2 år lærere og missionærer, bosiddende i Botswana. Familien består af Christina, Steen, Rebekka (11 år), Kasper (9 år), Annika (6 år) og Benjamin (4 år).

Tuesday, September 09, 2008

Så lukker vi

Hen over sommeren har der været stille på bloggen af den simple grund, at vi er hjemme! Og ud over at vi har set mange venner og familiemedlemmer face to face, så er der heller ikke så mange nyheder at fortælle. Siden vi kom hjem har vi ikke været på nogen safari'er, spist underlig mad, oplevet specielle gudstjenester (tværtimod opleves de nogen gange en smule kedelige i forhold til de afrikanske) eller hørt afrikanske sange og rytmer.

Dette indlæg tjener derfor kun én ting: At lukke og slukke! Det blev sidste indlæg, og vi takker de mange læsere og bidragydere på bloggen.

Vi håber, at indlægene har været med til at skubbe lidt til andre for at komme ud og opleve verden / gøre en forskel i en del af verden, som både har brug for at få forkyndt evangeliet og få en håndsrækning af materiel art.

P.S. Vi kan også sige, at vi alle har det godt og er kommet i gang med en god hverdag.

Labels:

Tuesday, April 29, 2008

VI ER HJEMME!!!

Kære læsere


Så er vi landet, så godt og vel, fysisk set allerede d. 19. april. Mentalt set tager det lidt længere tid, men overordnet set er det rigtig, rigtig godt at være hjemme. Vi vil gerne sige en stor tak til alle, der mødte op i lufthavnen (og også dem, der overvejede at komme - og dem, der gerne ville, men ikke kunne - og også lidt dem, der ikke gad - hvis der var nogen af dem).

De første tre uger går med at køre rundt og blære os i autocamperen blandt familie og venner. Det er rigtig hyggeligt. Bl.a. har vi i sidste uge og weekenden været til (sviger)far Pouls 60 års fødselsdag og kusine Camillas konfirmation. Der er så mange, vi gerne vil se, og vi når slet ikke så langt som vi gerne ville. Men måske dukker vi pludselig op på din adresse...!

Desuden har vi meldt os ind i fædrelandet igen hos Folkeregisteret og Skat osv. Det tager lidt tid at få ordnet alle disse formaliteter.


- SFS

Labels: ,

Friday, April 18, 2008

Botswana goodbye - goddag Danmark

Jeg kom til at tænke på Prædikerens bog i dag, hvor det for os er "tid". Vi forlader Botswana med blandede følelser, som der gives udtryk for i kap. 3:

"Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?

Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør."

Vi ses i Danmark. Vi lander i Billund kl. 16.50 (så er du i nærheden, sååhh...). Vi skriver helt sikkert lidt om hjemkomst og vores overgang til Danmark, før denne blog endegyldigt stedes til hvile på www.

- SFS

Sunday, April 13, 2008

Kunsten at sige farvel...

...får vi vist ikke lært her i Botswana! Det er så umådelig svært at finde de rigtige ord og grimasser. Og der bliver SÅ mange savn herfra - først og fremmest af de mange skønne mennesker, vi har mødt igennem tiden. Mange af dem vil vi først se igen på den nye jord. Desuden vil vi savne landet, safarierne, afslappetheden, for slet ikke at tale om vejret (vi arbejder stadig på at komme under 30 grader om dagen). Batswana'erne forstår slet ikke at vi allerede skal hjem efter kun 2 år! Vi siger at vores forældre tænker anderledes om det, men det trænger ikke rigtig igennem. "Så kom snart tilbage", siger de. Det må vi så overveje, men det bliver ikke med det første...

Nu lyder det måske som om vi har heltestatus her. Det er ikke tilfældet, men folk er bare generelt så varme og venlige, så de i hvert fald får os til at føle os savnede.

Vi har selv holdt 3 "tsamaya sentle" (farvel) fester - en for børnene, en for vores voksenvennekreds og en for kirke-, kor- og Kgolagano-venner (se de 3 billeder). Desuden er vi hver aften ude at spise hos forskellige venner, så det er bare farvel hele tiden.

Anderledes bliver det at byde alle jer vikinger goddag tilbage i Danmark! Det vil uden tvivl også kalde på mange følelser, men dog af en helt anden slags...

- SFS

Labels:

Thursday, April 03, 2008

reslejevrevo go reknat egnaM

Okay, vi trækker i land igen og forbliver lutherske en stund endnu. Vi sender en venlig tanke til alle der hoppede på den - især senior Søvndal, svigermor, svoger Jørgen og vist nok også søster Hanne.

Nu vi er ved det lutherske, så ligger der meget tragisk historie bag den lutherske kirke her i Botswana. For 40 år siden udskilte de lutherske i Botswana sig fra de lutherske i Sydafrika og dannede ELCB: Evangelical Lutheran Church of Botswana. Det skabte en nærmest krigerisk situation, og stadig i dag kan man høre de gamle fortælle om hvordan de to kirker bekrigede hinanden med og kastede med sten under hinandens gudstjenester og brændte kirker af. På billedet ser vi den lutherske kirke i Manyana stå som et monument over striden. Høvdingen i Manyana tillader ikke gudstjenester i kirken før uenigheden er bragt til ophør - og det er ikke sket endnu, 40 år senere!

Trist, trist historie. Det gør det lidt sværere at sige med på gamle Martin Luthers favoritvers i Bibelen, som banede vej for reformationen: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«

Alligevel ved vi at det er essensen af al kristendom og grunden til at vi stadig er lutherske.

...og det er ingen aprilsnar!

- SFS

Labels:

Tuesday, April 01, 2008

Mange tanker og overvejelser

Kære læsere

Vi skriver for at fortælle om vores teologiske og kirkemæssige overvejelser den seneste tid. Igennem hele tiden i Botswana har vi følt et tæt og godt samarbejde med vores naboer, som er fra Mennonit-kirken i Canada. Nogle vil kende dem fra fx Amish-folket - men her er der tale om en ganske anden og mere moderne retning. I de fleste ting ligner de vores kirke, på nær barnedåb (hvor de er voksendøbere) og andre småting.

Kort fortalt har vi nu besluttet os for at konvertere til Mennonit-kirken, hvilket vil ske fra dags dato. Se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Mennonite eller http://www.mennonitechurch.ca/. Særligt betoningen af fred i verden og kirkens sociale ansvar har overbevist os om, at det var det rigtige. På billedet kan man se min "stall" med fredsduen på, som jeg nu har ret til at bære. Datoen for vores gendåb vil blive arrangeret en af dagene. Heldigvis vil vi dog sandsynligvis stadig kunne være medlemmer af Folkekirken - til beroligelse for dem der måtte synes at det er et stort skridt at tage.

- SFS

Labels: ,

Saturday, March 22, 2008

LEOPARDER i Madikwe og PÅSKE i Botswana

Oplevelserne hober sig op for tiden. Som tidligere nævnt har vi besøg af Rene Støvring, og Kasper, Rebekka og jeg drog med ham til endnu en (nu måske sidste???) safari i Madikwe i Sydafrika. Denne gang så vi igen mange dyr og boede igen flot - og det bedste var, at vi denne gang så: LEOPARDERNE. Der var nemlig to, som parrede sig - hehe. Godt nok var det mørkt og vi så dem kun for et kort øjeblik, så vi kunne ikke tage billeder. Men hele familien var glade - på nær Christina, som ikke var med og som stiller spørgsmålstegn ved om vi overhovedet så den. Men deres smidige bevægelser sidder mejslet i vores sind, så kom ikke her. I stedet for leoparderne bringer vi et billede af en brun hyæne, som kom vandrende ud foran vores game drive bil.

Rene er her ikke hen over påske, for han stak af med vores to skønne, danske piger til Victoria Falls i torsdags. Derfor måtte jeg selv afsted til påskegudstjeneste i "African Holy Apostolic Church in Zion" - samme sted som sidste år. Vi kom kl. 9 om aftenen og var med til lange prædikener (ca. kl. 10-1.30), fodvaskning og nadver (1.30-3.00), flere lange prædikener (herunder min egen, 3.00-4.00) og så DANS og SANG (4.00-5.00). En uforglemmelig oplevelse! De fester videre hele lørdag og det meste af søndag, men det bliver så uden mig.

Vi holder i stedet for lav profil i dag og tager søndagsgudstjenesten i morgen i en lidt mere "almindelig" kirke.

Glædelig påske. Kristus er opstået!

- SFS

Labels: , ,