Tur til Zambia - naboen mod nord

Så er der endnu et stempel i passet - fra Zambia. Anledning var den årlige studietur fra Kgolagano College med 39 håbefulde studenter på oplevelser hos naboen mod nord til hovedstaden Lusaka. Bare køreturen var et studie i Afrika:

- afgang kun 1 time forsinket, hvilket er rigtig flot. Vi samlede folk op efterhånden nordpå og endte op med en forsinkelse på 5½ time - mere normalt. Ved grænsen lagde vi os til at sove på landevejen med lyden af elefanterne i gang med at vælte træer i et læbælte 50 meter væk.
- efter at have sejlet over Zambezi-floden (den med Vic Falls), kom vi til Zambia og skulle igennem grænsen. Det tog 3½ time + 1 ekstra time, fordi vores agent havde glemt at give os et klistermærke til forruden. Se i øvrigt billedet med vandet. Her mødes 4 lande: Botswana, Namibia, Zimbabwe og Zambia. Så måtte jeg lige lave en håndstand (i øvrigt et af de bedre eksempler på billeder, taget af Batswana. Nogle gange, når jeg bad en om at trykke på knappen, kom jeg slet ikke med på billedet!)

- 2 timer efter kom vi til en vejebro, men blev vinket frem og kørte videre. Lidt efter blev vi stoppet og fik at vide at vi skulle have vejet bussen og derfor stod til en bøde på 2.000 US Dollars (godt 10.000 kr.). Vi snakkede i 1½ time om hele sagen - bare et uddrag her:
Politi: "I skulle have vejet"
Os: "Ja, men I vinkede os frem"
Politi: "Ja, men I skulle have spurgt om at blive vejet"
Os: "Vi vidste ikke engang at vi skulle veje"
Politi: "Nej, men det skulle I have fundet ud af på forhånd"
Os: "Hvor?"
Politi: "På embassaden. De ved sådan noget"
Os: "Dem har vi ringet til. De sagde ikke noget om det"
Politi: "Nej, men I skulle selv have spurgt"

...osv., osv. - som sagt 1½ time, hvorefter rejseleder Bjørn kontaktede den præst, vi skulle besøge, og han gjorde dem begribeligt at deres krav var ude af proportioner, og vi fortsatte.

- senere slugte en pengeautomat mit VISA-kort, som vi måtte vente på at få tilbage, og med al øvrig ventetid (Batswana holder helst ikke pauser på under en time) tog den ca. 1700 km tur altså 33 timer! Alligevel gik det jo godt, og det føltes slet ikke langt. Vores studenters smittende glæde og altid tålmodige sind gør at jeg glæder mig til at bringe evigheden sammen med dem.

Og at være i Zambia var spændende. Vi hørte om kirkens arbejde, bl.a. en lignende teologisk institution som Kgolagano og så deres sociale arbejde i det land, som er så meget fattigere end Botswana! Det var hjerteskærende at høre om Vestens økonomiske magtgreb og undertrykkelse, som altså desværre ikke lader slavetiden meget at høre. Selv om udnyttelsen af Afrika sker meget mere skjult nu, er det et faktum at 1000-vis af menneskeliv går tabt hver dag på grund af vores ønske om at styrke velfærden. Ud af en befolkning på 11 mill. i Zambia, har 400.000 mennesker et regulært arbejde! Som vi har oplevet det før også i Botswana, efterlader det en med et brændende ønske om at gøre noget ved det, og samtidig en afmagt så stor, så stor.

Turen hjem gik også godt. Vi snakkede diskuterede, hyggede og SANG hele vejen. Afrikansk sang vil jeg i øvrigt gerne forsøge at beskrive om snart på en weblog, så stay tuned... Den eneste dårlige oplevelse ved turen er min hjembragte racer-mave, som jeg stadig arbejder på at komme af med.

Forklaring til billederne:
1. handstand foran fire lande
2. hele selskabet foran det nationale parlament i Zambia
3. inde i parlamentet. Da vores folk så løven (og leoparden ved siden af), gik de i selvsving og ville alle (inklusiv mig selv i præsteskjorte...) fotograferes sammen med dem.
4. fra vores morgenandagt med sang.
5. besøgende børn, som kunne lide at synge og spille
6. nogle af børnene på gaden, som vi traf på vejen op til Lusaka.

Hjemme holdt Christina flot skansen med god hjælp af Agnella, Susan og Dorthe. Glæden var stor, da vi lørdag aften igen blev genforenet!

- SFS