Pitseng

I dag er det vist TTW - tid til weblog. Der er meget at berette siden vi sidst driblede en hilsen ind i nettet, så vi skærer med hård hånd og fortæller om: i går formiddag.

Overskriften har ikke det mindste med soveværelsesudstyr at skaffe, men rummer i stedet navnet på en landsby i det sydlige Botswana. Vi (dvs. Susan, Glyn, Jonathan (ny fætter her på siden, ultra-rar amerikaner, præst i Open Baptist Church, ivrig fortæller og flydende på Setswana), hans praktikant Eric og ham selv), pakkede Jonathans Pajero og kørte kl. 8 i retning mod Pitseng. Byens ca. 1500 indbyggere er fra Kgalagadi-stammen, som (sammen med Basarwa'erne i den centrale Kalahari-ørken) i mange år har lidt en forhutlet skæbne som underklasse i forhold til de andre stammer i landet. Det mærkes stadig i dag med meget stor fattigdom og ingen strøm og kun vand ved brønden. Vi trillede ind i landsbyen og satte os i Kgotla'en (byens samlingssted) sammen med høvdingen og tre ældre mænd fra byen. Ham forrest i billedet arbejder for Botswanas diamantselskab og har en fin arbejdsdragt derfra. Den næste med slipset er høvdingen (meget ung af en høvding at være), nr. 3 er præst i en af kirkerne, og den sidste er blind og bare med, fordi han har mange år på bagen og dermed kan repræsentere traditionen godt. Der sad vi så godt og vel en times tid (ca. - tiden står stille) og evaluerede et tidligere besøg af nogle amerikanske studerende. Meget hyggeligt og afslappet. Vi sluttede kl. 12 med en bøn og gode ønsker for hinanden, inden de igen satte sig ud i solen og vi smuttede afsted. Og så sker der nok helt sikkert ikke mere for dem den dag. Livet i Pitseng er forudsigeligt og ganske roligt. Dagen hos os fortsatte i hæsblæsende tempo med punktering på bilen og nyt dæk (Christina kørte ind i en kantsten og fører dermed 2-1 i påkørsler) og fest på terrassen med 25 gæster.

Spørgsmålet er om gutterne i Pitseng alligevel har ramt den oprindelige mening med tilværelsen bedre end os. Det kan man ikke lade være med at stille sig efter en formiddag i deres selskab.

Indlægget var egentlig også tænkt som en hyldest til afrikaneren. Derfor kommer der et sidste billede med præsten og den ældre herre bagved på nært hold. Vejrbidte og ældre (kun Gud ved, hvad de er gået igennem i deres lange liv), men skønne og prægtige mennesker, når man sådan møder dem ansigt til ansigt.

Og så er det vist også TTASW - tid til at slutte webloggen

- SFS