Søvndal in Botswana

En side for familie, venner og bekendte - og bare interesserede - til familien Søvndal. For 2 år lærere og missionærer, bosiddende i Botswana. Familien består af Christina, Steen, Rebekka (11 år), Kasper (9 år), Annika (6 år) og Benjamin (4 år).

Thursday, September 27, 2007

Annika 6 år

Fødselsdag igen. Annika fyldte 6 år i dag, og vi har fejret hende behørigt med morgensang kl. 5.45 og efter skole besøg af 25 børn (klassen og venner) i vores lille hus. Det styrtregnede i dag for første gang i min. 6 måneder, så vi holdt os inden døre. Det lykkedes at få et udsnit af gæsterne i forholdsvis ro, siddende på gulvet. Vi hyggede os rigtig godt med pizza og sang. Anderledes lydt var det, da kagemanden blev skåret for - se bare den fortvivlede mor i baggrunden, og Christian måtte holde sig for ørerne. Om aftenen havde vi 3 familier til aftensmad - pizza igen.
En masse gaver blev det til, som det kan ses på billedet her. Da Annika klagede over at hun ikke fik den Barbie dukke, hun havde ønsket sig, følte vi os næsten på niveau med familien Dursley fra Harry Potter! Men vi måtte bringe hende den tunge besked at man ikke kan få alt hvad man ønsker sig.

Alt i alt en skøn dag. Annika var superglad og stolt af at være 6 år - og det var vel det vigtigste.

- SFS

Labels: ,

Thursday, September 20, 2007

Simba - en trist start på et nyt term

Vi har tidligere her på bloggen skrevet om vores elskede hundehvalp, Simba. Her er det sidste billede af ham, allerede syg af virussen Parvo, som han pådrog sig i sidste uge. Han spiste ikke i 2 dage, hvorefter han opholdt sig 2 dage hos dyrlægen, som så ringede han og sagde at Simba desværre var død. En hård nød at sluge for os alle - især for Kasper som har tilbragt utallige timer i leg med Simba. Han mente, det var bedre om en af dyrlægerne var død i stedet for. Foreslog også at Simba måske bare sov - men efter at have indset realiteterne, trøstede han sig med at Simba venter på os når vi skal stå op på den nye jord. Desuden har vi heldigvis stadig Picathu, som her får et bad i vores nye pool. Måske vil man også bemærke min nye hårstil, som passer godt til varmen.

Ellers gik det nye term i gang for fuld kraft i tirsdags. Vi skal vænne os til at komme op 5.30 igen, heldigvis til dejlig varme nu! På Kgolagano har jeg allerede haft travlt med at rette eksaminer og vejlede studenter. På Westwood går svømmesæsonen i gang nu, og derudover skal der vælges andre aktiviteter. Jeg er kommet med på listen over aktiviteter, da jeg skal have spejder på Westwood. Christina skal lave musical igen med Kaspers årgang.

Lidt korte nyheder herfra. Nu efter et år her kan vi sige: Vi plejer...

- SFS

Labels:

Sunday, September 09, 2007

5.000 km Namibia-tur

Namibia er et besøg værd. Lad det være sagt med det samme! Efter to uger i dette skønne land lige vest for Botswana, kan vi næsten ikke få armene ned igen (her undtager vi så lige vores omkostninger på bilen, der i to omgange måtte på værksted). Klik "vores billeder" for flere billeder og kommentarer - men her er stikordene. Namibia er meget TYSK - så beretningen bliver præget af tysk orden:

1. Gaborone --> Gantsi til dansefestival 24-27/8. 707 km fra Gaborone. Flot, flot sang og dans

2. Gantsi --> Windhoek 27-28/8. 510 km. De 400 km af turen blev vi trukket af Dorthes Prado. Namibias hovedstad er også tysk og ikke speciel seværdig - men vi stod på skøjter og shoppede lidt.

3. Windhoek --> Swakopmund 28/8-2/9. 350 km. Swakopmund er til gengæld rigtig flot og skøn. Ligger ud til Atlanterhavet og har de smukkeste sanddyner i verden. Dem kiggede vi meget på, og desuden prøvede vi liggende og stående sandboarding - en sjov sport.

4. Swakopmund --> Otjiwarongo 2-3/9. 586 km - heraf 250 på grusvej. Efter en tur til sælkysten med tusindvis af sæler, kørte vi i den namibiske ørken, som er flad som en pandekage.

5. Otjiwarongo --> Halali 3-6/9. 310 km. Halali ligger i nord-Namibia i det største dyrereservat i Namibia Etosha - næsten halvt så stort som Danmark. Kort fortalt nogle skønne dage med masser af dyr ved vandhullerne og god familietid i vores bungalow.

6. Halali --> Windhoek 6-8/9. 542 km. Efter endnu en lang ørkentur, kom vi til vores gode venner fra Gaborone, sydafrikanerne Joan og Oliver. I 1½ dag storhyggede vi med dem og deres børn.

7. Windhoek --> Gantsi 8-9/9. 520 km. Som på udturen, overnattede vi igen hos Birthe og fik hvidløgsgarneret Kudu til aftensmad.

8. Gantsi --> Gaborone 9/9. 674 km. Skønt at komme hjem igen med masser af gode oplevelser i bagagen. Det var samtidig dagen, hvor vi fejrede vores 1-års-dag i Botswana lidt af en bedrift, synes vi selv.

Turen var alt i alt 4.834 km - og hver en kilometer værd!

- SFS

Labels: ,