Mere kobberfest og kirke

Tilbage igen - det er så skægt at skrive... (og vores kunder bestemmer jo selv hvor meget de læser). I øvrigt lige en service- meddelelse: Vi kan nu tilbyde et link til vores billeder ude i højre side - og der er just oploadet nye billeder dér.

Tak for mange hilsner til kobberbryllup på mail, sms og kommentarer. Nej, Louise, jeg har heldigvis ikke glemt Romerbrevet endnu!

Festen fortsatte lørdag. Det blev en meget våd fest - ikke pga. alkohol, men pga. helt almindelig "pula" (regn), torden og lyn. Teagarden var måske ikke det rigtige sted at være, men både gæsterne (sagde de i alt fald) og vi nød festen meget. Eneste skuffelse var at ingen af jer som vi inviterede via webloggen, mødte op...

Søndag havde vi en ganske særlig oplevelse da vi var til gudstjeneste i en af de virkeligt afrikanske kirker med feeeeed sang - og resten forstod vi ikke så meget af da det foregik på Setswana. Men en stor oplevelse. De fejrede Guds kærlighed i dag (se skiltet: "modimo o lorato" betyder "Gud er kærlighed"). Jeg kom op at sidde ved præsten og var med til at bede for folk, fordi jeg er Moruti (præst) - mens Christina pænt måtte tage plads i damesiden. 3 stive timer i en tætpakket kirke i jakkesæt og slips (Christina knap så polstret) i godt 30 graders varme truede med at tage livet af os - men vi er her endnu, stærkere end nogensinde - på vej mod de 25...

- SFS

Fredag

(for dem som gider læse en historie...)

Nå, fredag blev ikke så besværlig som frygtet (bortset fra at Annika, Benjamin og jeg havde 40g feber): Jeg mødte op på politikontoret og skulle have min rapport. Damen som havde skrevet rapporten, klagede over at jeg ikke var kommet dagen før (læs sidste weblog), men gav mig alligevel rapporten. Jeg skulle betale 21 pula, men havde kun en hundredlas, så hun kunne ikke give tilbage. Derfor vender jeg tilbage på mandag med aftalte penge!

God weekend

- SFS

Tilståelse! + interessant typisk afrikahistorie

(weblog for dem som gider læse en historie...)

Okay, okay - jeg bulede en bil sidste torsdag. Ikke noget særligt, bare lige så stille - bare lige for at tjekke systemet hvis man engang skulle ende i et større uheld...

Og nu kender jeg så mere til systemet! Der er ved at blive skrevet politirapport, så jeg udbygger bloggen efterhånden som der sker fremskridt i sagen. Men indtil videre:

Torsdag kl. 8.02: Jeg holder bag Albert Mpuchane - en ellers nydelig og venlig afrikaner i lad os sige 50-erne - men ganske uforvarende blokerer han sin store Isuzu lige foran intetanende mig på vej til Kgolagano College. Jeg burde nok have set det - i hvert fald påtager jeg mig straks hele skylden, 100% - ikke noget dér. Der bliver en lille bule i hans bagklap, og vores stærke VW får kun bøjet kofangeren. Vi kører ind til politistationen og bruger 1 time på at få at vide at de ikke lige har tid nu. På det tidspunkt tror jeg også at jeg selv kan betale mig ud af det - men det koster så alligevel 3.700 pula (= d.kr.), og forsikringen kommer ind i billedet. Jeg får fat i en skadesrapport ved at snakke med 3 forskellige mennesker og så komme tilbage til den første, som så alligevel vidste hvad jeg skulle vide.

Fredag morgen: Tilbage til politistationen, 2 timer. Politimændene diskuterer nu om de vil gå ind i sagen (hvilket er en absolut betingelse for at få forsikringen til at dække) - de sagde at vi skulle have tilkaldt dem da uheldet skete...! En af dem tilbyder heldigvis omsider at hjælpe. Vi bliver spurgt om diverse spørgsmål og skriver så hver især vores rapport, og den venlige politimand siger at han vil have tingene klar til mandag.

Mandag morgen: Vi møder op igen begge to. Politimanden har så ikke lige fået lavet tingene færdig... men han bruger af sin kostbare tid på at udfylde rapporten - tror jeg (det viser sig nemlig senere at den skal skrives ind af sekretæren og først kan være færdig torsdag: "Kom bare ind i løbet af torsdag eftermiddag - vi er der", lyder meldingen). Et af de svære spørgsmål (ud af ca. 50 i alt) til rapporten var hvilken slags vej vi kørte på - det var nemlig både et vejkryds og en kurve. Så efter at have diskuteret en rum tid hvor vi skal sætte krydset, ender vi med at skrive "anden slags vej" i rapporten.

Torsdag: Jeg har fået udfyldt skadesanmeldelsen og kører til politistationen med 21 Pula for at hente min rapport. De sidder desværre lige i møde hele eftermiddagen... "Kom igen i morgen", siger de.

Så det gør jeg. Tålmodighed er vel en af de syv dyder. Så historien fortsætter i morgen...

12½ (ændret fra "halvvejs", da vi vil være gift mere end 25 år)

I morges kl. 6 - inden vi havde rullet gardiner fra, vækket børn, endsige selv fået øjne - listede 11 skumle personer ind ad vores gate og linede op uden for huset. Derefter begyndte en skønsang at tone frem: "Det er så yndigt at følges ad!" på klingende nordjysk. Poul Gundersen sang så smukt som nogen af de 3 tenorer, så fru Dorthe straks begyndte at græde. Sammenhængen gik langsomt op for os:

Vi har kobberbryllup

Da det hele var en total overraskelse for os (altså morgensangen - vi havde ikke glemt kobberbrylluppet!), måtte vi lige omarrangere morgenen. Heldigvis medbragte gæsterne selv mad, flag m.m., så vi satte os bare til bordet. Ud over danskerne var der canadiere og en fra USA, men de syntes, det var en utrolig smuk tradition. Det var SÅ vild en overraskelse for os. 1000000000 tak, kære venner!!! De medbragte også en gave: aftensmad på restaurant med pasningsgaranti hele aftenenen - hvad kunne være bedre for forældre til 4? Så vi så James Bond og spiste på asiatisk restaurant. Og hjemkommet derfra stod en blomst, leveret gennem Interflora. Vi er meget forundrede over at de kunne finde os - og så på selve dagen! Rigtg mange tak for den! Der er flere billeder på hjemmesiden.

Vi fortsætter festen på lørdag i Sanitas Teagarden under palmernes skygge. I er hermed inviteret til kaffe med is kl. 14!

12½ år - ufatteligt, som tiden går! Der er sket meget i vores liv siden 23/7-1994! På det tidspunkt vidste vi ikke at vi skulle holde kobberbryllup i 35 graders varme i Botswana med 4 dejlige børn (og nr. 5 på vej - nej, det var en joke...!!!). Vi er forventningsfulde til de næste 12½ år med hinanden, idet vi husker på vores bryllupsord fra Romerbrevet 8,31b:

Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

Første skoledag!

Så er det alvor igen. Rebekka og Kasper vender tilbage til pinebænken, nu i year 5 og 2 - og så slår Annika følge i børneklassen, som hernede hedder Reception ("modtagelsen" - ligesom på sygehuset). Utroligt, at hun er kommet så vidt. Hun er jo ikke meget større end de bolde i baggrunden!

Pinebænken er nu ret beset et helt forkert ord at bruge om skolen. Mange omtaler Westwood som "verdens bedste skole" - en betegnelse som måske er lidt overdrevet, men der er tale om et fantastisk sted med skønne mennesker og et internationalt undervisningsprogram, der får det bedste frem i studenterne. Annika har til gengæld så måske fået verdens bedste lærer - Mrs. Turnbull, principal's kone. Annika og hun er allerede blevet rigtig gode venner.

På det andet billede har vi linet hele dansker-holdet op - vores tre og Frederikke og Christian + Maeyken fra Canada, som fra i år skal gå på Westwoods Internationale linie.

Og jeg er også godt i gang på Kgolagano. I nat kl. 3.30 satte jeg det sidste punktum for karaktergivningen i Gammel Testamente. 55 opgaver på gennemsnitligt ca. 8 sider var en ordentlig mundfuld, og da jeg som den stolte far måtte op kl. 6 for at tage billeder til webloggen (jo, jo - hvad gør vi ikke for vores kunder...), så går jeg vist tidligt i seng i aften!

- SFS

Fødselsdag

I dag, 16. januar, er det Benjamins 3 års fødselsdag, og vi iler derfor med billeder af den store begivenhed. Her kl. 6.45 ligger han og sover trygt i sin seng, ganske uvidende om hvad der skal ske, men så...
...kom hele familien og sang fødselsdagssang. Han vågnede under 3. vers af "i dag er det Benjamins fødselsdag", og det var faktisk først et godt stykke inde i gaveudpakningen, at han var helt klar i hovedet. Nu her 8 timer efter, er han 120% klar over at han har fødselsdag og at der kommer gæster kl. 16 (vi bliver 23) og vi skal have kagemand (dvs. det af den som katten ikke har spist) og aftensmad.

Rebekka og Kasper var allerede i går forberedt med en selvlavet sang til ham. Den bringer vi også lige her:

Benjamins fødselsdagssang

Melodi: Fra Engeland til Skotland

På sengen sidder Benjamin med alle gaverne.
Han er så glad for han er blevet tre år i dag –
Og helledusseda, vi kommer langvejs fra.
Hurra for Benjamin for han har fødselsdag i dag.

I skulle se da vi gik på flyet fra Danemark,
Vi vidste ik’ en gang et ord om engelsk, nej, nej, nej –
Og helledusseda, vi kommer langvejs fra.
Hurra for Benjamin for han har fødselsdag i dag.

Han flåed alt papiret som en vild baboon,
Og Moar tog papiret som en personskraldespand –
Og helledusseda, vi kommer langvejs fra.
Hurra for Benjamin for han har fødselsdag i dag.

....

Jeps, og nu er det ved at være overstået, og vi har nye billeder på billedsiden fra fødselsdagen. Her kan man også se at middagen måtte flygte indenfor pga. regn og hagl (undtagen faderen som havde tjansen ved grillen). Vi vil aldrig før og aldrig siden være så mange i vores stue! Men en kanon fest var det!

- SFS

Flere oplevelser i SA

Så er vi tilbage i Gabs igen - tilbage i varmen, må man sige. I Sydafrika er der ikke meget over 20 grader de fleste dage! Til gengæld har de meget flot at kigge på! Vi tilbragte 3 nætter på en lodge lige ved foden af Drakensberg (betyder egentlig dragebjergene), som ligger lige på grænsen mellem Sydafrika og Lesotho. En fornemmelse får man vel her på billederne, ellers se mere på billedsiden. Skønt, skønt sted!

Og skønne mennesker. Vi rejste sammen med Susan og Glyn, Maeyken, Adrianna og Kira (canadierne) og Yvonne og Dan som kunne være vores forældre og er næsten lige så søde som vores egne.

Drakensberg er et udpræget hike-område, og vi forpassede ikke muligheden for at prøve. Hele flokken gik de første 3-4 km, og derefter drejede de mindste (og fruen) af og gik hjem. Kasper overraskede som den friske hiker og gik med på de ca. 10 km hike til det store vandfald. Alle sov godt den nat.

Hjemturen fra ferien var lang (12 ½ t), men god. Ikke mindst fordi vi havde fået en JIMBE ombord i bilen. Der er tale om et rytmeinstrument, som kan lyde rigtig højt, men også rigtig godt. Da vi kom ind i Botswana, sang vi som sædvanligt for fulde gardiner - men med ekstra afrorytme på - vores nationalsang: Fatsche leno la rona, ke mpho ya Modimo (landet som er vort, er en gave fra Gud) - og det er så sandt, som det er sunget!

- SFS

Durban, Port Shepstone og Skogheim

Lige en hurtig, som sikkert bliver opdateret om 4 dage når vi kommer hjem til Gabs:

Vi har nu været på retrætedage syd for Durban ved Port Shepstone, og sandelig om vi ikke kører ind på centret "Skogheim" - startet af norske missionærer i 1800-tallet, men nu køres det af sydafrikanere. Men hele atmosfæren var ret så skandinavisk!

Derefter var vi tre dage i Durban og nu er vi i Pieter Maritsburg til i morgen hvor vi turnerer videre til Drakensberg.

Nå, men jeg ville bare fortælle at der er nye billeder på hjemmesiden...

- SFS