Søvndal in Botswana

En side for familie, venner og bekendte - og bare interesserede - til familien Søvndal. For 2 år lærere og missionærer, bosiddende i Botswana. Familien består af Christina, Steen, Rebekka (11 år), Kasper (9 år), Annika (6 år) og Benjamin (4 år).

Saturday, November 24, 2007

Svundne glade dage...

...låner vi tilbage, mens vi gamle drenge sidder sammen her

- skrålede vi som spejdere i gamle dage, med særlig vægt på DRENGE, da vi fik KFUK'erne med og kæmpede om at råbe højest.

Spejderlivet var uden for kategori, og det har Rebekka og Kasper erfaret i dette term, hvor Dorthe og jeg har kørt "Scouts" hver mandag på Westwood, sluttende med en overnatning sidste nat. Først sætter de telt op sammen med Augustine, Christian og Seye. På det andet billede laves der rebstige med Rebekkas gruppe. Vi lavede mad over bål og havde løb, svømning, bålhygge og alt det, der hører sig til sådan en lejr. Inklusive for lidt søvn, så vi er alle trætte nu.

Kalenderen for søndag er til en forandring tom efter kirketid, så det er skønt. Så får vi se, om vi finder på noget...

- SFS

Labels: ,

Saturday, November 10, 2007

10. november

Vi ønsker alle vores læsere en glædelig Mortens aften! Det er i dag 524 år siden, Martin Luther blev født - en minderig dag, fordi han senere blev redskab til at bringe mange evangeliet i den klare form, som vi lever af i dag.

Desuden var det ifølge Henry Stanleys dagbog fra 1871 denne dag (den allerede syge Livingstone havde noteret en anden dag i sin dagbog), han han fik sit historiske møde med David Livingstone ved Lake Tanganyika efter ca. 1 års søgen. Han hilste ham med de kendte ord: David Livingstone, I presume ("David Livingstone, formoder jeg").

Og i 2007 var 10/11 dagen, hvor vi begyndte på endnu en 25 kg's sæk med rugmel. Det er historisk fordi vi dermed har bagt Jonas' rugbrød af præcist 100 kg mel. Tankerne går dermed også på denne dag til ham.

Og ellers er det højsommer i Botswana, og vi nyder vores weekend. Lige et enkelt billede fra en hinduisternes Diwali-fest fredag, som vi var inviteret med til.

- SFS

Labels: ,

Sunday, November 04, 2007

Sol i Sun City m.m.

Som lovet bringer Deres weblog-service en hjemkomst-hilsen efter fire skønne og intense dage i Sydafrika. Turen gik til allerede kendte Pilanesberg National Park og Sun City.

I begyndelsen tegnede det rigtig dårligt da vores Yahoo-vejrtjeneste havde stillet skyer og regn i udsigt i 3 dage, og 10 km før ankomst blev vi budt velkommen med noget der lignede en skypumpe. Ikke for at bringe Yahoo i vanry, men denne gang var det tomme trusler, for resten af turen bød på varmt, dejligt vejr.

På det første billede står vi på "Time Bridge" ved indgangen til Sun City, klar til at svømme i "Valley of Waves" og rutsje i de store rutsjebaner (se i øvrigt flere billeder under "Vores billeder"). Sun City er et imponerende syn, selv for garvede turister som Bente og Jørgen, og vi fik i alt 1½ dag derinde. Det næste billede er fra vores hotel, hvor vi sad på barstole i poolen.

Ellers stod den på game drive i Pilanesberg og besøg i to "snyde"-parker - en løvepark og "Predator World", hvor de har mange rovdyr. Bl.a. har de fire leoparder, så Kasper fik opfyldt sit højeste ønske: at se leoparden! Den var vild og imponerende! Desuden så vi for første gang vild hund, serval, caracal, hvid løve og anaconda. Skønt sted, som vi helt sikkert vender tilbage til senere.

Det vigtigste var dog samværet med hinanden, børnenes leg fra morgen til aften, Bentes måde at få det hele til at glide på, Jørgens driven gæk med bartendere og servitricer osv.

Nu har vi sagt farvel, og Bente og Jørgen tilbringer to nætter mere i Sydafrika, inden flyet letter med kurs mod Billund. Tilbage i Botswana siger alle seks en kæmpe TAK for samværet og besøget!

- SFS

Labels: ,