Søvndal in Botswana

En side for familie, venner og bekendte - og bare interesserede - til familien Søvndal. For 2 år lærere og missionærer, bosiddende i Botswana. Familien består af Christina, Steen, Rebekka (11 år), Kasper (9 år), Annika (6 år) og Benjamin (4 år).

Saturday, May 26, 2007

Fødselsdag, strømsvigt og hundehvalp

Så er vi nået til endnu en mærkedag her i Botswana. I dag har Rebekka nemlig fødselsdag. Hun bliver 11 år. Det fejrede vi i går med fest for ca 15 piger. Vi havde inviteret fra 16-20, til leg, musik, burgers, kagemand og filmaften. Men dagen blev lidt anderledes end forventet da strømmen gik kl. 9 om morgenen og først kom tilbage kl. 22 om aftenen. Ja, bollerne skulle jo bages og huset varmes op (det er jo vinter nu!!!), så vi måtte låne ovn til bagning og låne gasvarmer til at varme i det mindste 1 rum op. Ja, og film blev der selvfølgelig ikke noget af, men pigerne var kreative og fandt på lege og optrådte for hinanden med sang og dans i skæret fra stearinlys og lommelygter. Det var faktisk meget hyggeligt, da vi først havde vænnet os til situationen. Rebekka var rigtig glad for dagen - og vi vil alle huske denne fest!!! To veninder sov sammen med Rebekka til i dag, hvor vi "vækkede" hende med fødselsdagssang og gaver... Indtil videre super hyggeligt - med danske venner til aftenhygge i går og brunch i dag - og ellers afslapning og hygge, samt risengrød til aftensmad (som Rebekka har bestemt!).

Oveni alle de spændende begivenheder i går skete der også en anden vigtig ting for os. Vi fik nemlig en lille Ridgeback hundehvalp - 8 uger gammel. Hold da fast den er sød!!! Vi har fået den af en (norsk) pige fra Annikas klasse - og alle er selvfølgelig på den anden ende for at fodre, klappe, holde, nusse og kysse den lille ven.
Ellers må vi meddele her fra Botswana at det ikke altid er varmt! Vi er nede på 3 grader om morgenen. Det er virkelig koldt, fordi husene ikke er isolerede - og ikke har indbygget varme. Vi skal op før solen kl. 5.30 hver dag, så vi tænder ovn og elvarmer i køkkenet og skynder os alle at rykke sammen i varmen for at blive klar til skolen. Heldigvis får vi varmen hver eftermiddag, hvor temperaturen ligger på omkring 20 grader - og selvfølgelig stadig sol hver dag, så det er dejligt.
Term 2 er lige startet. Vi har haft en uge i skole - og har haft en rigtig god start. Vi er ved godt mod og håber på et godt term, selvom vi allerede fornemmer travlheden i hverdagen.

Glædelig pinse til alle derhjemme i varmen!

- CFS

Labels:

Friday, May 18, 2007

10000 km rejse nordpå...

...når vi nu er i gang med afstandene... Vi har lige i går sendt vores kære familie nordpå, hjem til Danmark. Vi ser nu tilbage på en helt fantastisk måned, hvor der er blevet leget igennem dagen lang, snakket og hygget til langt ud på aftenen i flere tilfælde. Dagen i går var farveldag, indtil Kasper og jeg kørte de 2 timer sydpå til Mafikeng, som herefter vil hedde Bahurim, da vi måtte forlade familien (bare et forsøg på en joke ud fra 2 Samuel 3, 15-16). Her er vores sidste billede med Marcus hængende ud af udlejningsbilen. Og så har vi også et billede af Annika med fadderne fra træet i haven.

Nu er der ekstremt stille i vores hus, der nu pludselig føles enormt stort. Børnene har fundet de gamle legesager frem, og vi skal til at indstille os på 3 måneders skole og hverdag - det begynder på tirsdag, og det er vinter, mørkt og koldt!

Vi sidder tilbage med en stor tak fordi I tog turen - og velkommen tilbage til Danmark, alle sammen! Vi savner jer allerede. Og et stort tillykke med fødselsdagen i dag, Nadia!

- SFS

Labels:

Tuesday, May 15, 2007

3010 kilometer Botswana!

Det er mandag aften - og vi er nu godt tilbage i Gaborone efter en virkelig spændende rejse rundt i Botswana, Namibia og Zimbabwe. Tag et kig på kortet nederst i webloggen og se hvor vi har været. Det vil være helt umuligt at beskrive de sidste 2 ugers oplevelser, men vi vil prøve i korte træk at give et indblik i hvad vi har oplevet. For en gangs skyld bliver det med mig, Christina, som forfatter, da jeg i forvejen er nødt til at sidde ned. Jeg har nemlig brækket 2 tæer efter at have fået en tung træstol ned over foden!

Rejsen begyndte med 3 dage i Gantsi hos vores danske ven, Birthe. Her fik vi et spændende indblik i bushmen og deres liv i Kalahari ørkenen. Vi tilbragte det meste af et døgn sammen med bushmen og var ude at grave rødder op (bliver brugt bl.a. som medicin), lave ild med pinde og græs, synge og danse omkring bålet og spise traditionel afrikansk mad. Det gav god inspiration til børnene, som nu er begyndt at samle alt i naturen.

Efter Gantsi gik turen til Botswanas frodigste område, nemlig Okavango Deltaet. Vandet havde oversvømmet de sidste 13 km sandvej til vores camp, så vi kørte amfibiekørsel - alle 11 i den bedste bil - igennem vandet til en fantastisk udsigt i Guma Lagoon camp - krydret med skrålesang hele vejen: "Vi kør' i vand til Guma Camp, og vi er ikke til at stoppe..." på "Oh, when the saints". Her var vi på 2 flotte bådture i deltaet, hvor vi bl.a. så flere krokodiller tæt på båden og teltlejren (ja, livet er spændende ind imellem).

På vej videre nordpå besøgte vi et spændende sted med mange flotte klippemalerier, Tsodilo Hills - og endte i toppen af Botswana, hvor vi havde et par dage ved Okavango Floden - med sejltur igen, krokodiller og flodheste.

Via Namibia rejste vi nu til Chobe Safari Lodge i Kasane, hvor vi havde den glæde at være i 5 døgn. Det blev 5 virkelig dejlige døgn med spændende safariture med højdepunkter som for eksempel i hundredevis af elefanter, bøfler og giraffer - og 10 løver! Den ene af vores safariture var en båd-safari, med masser af elefanter, krokodiller og flodheste i vandet. Det var så flot (se bare aftenudsigten!), så spændende og så eksotisk.

Ind imellem safari-oplevelserne brugte vi en hel dag i Zimbabwe ved Victoria vandfaldet, verdens største vandfald, hvor der var masser af vand for tiden. Det var et enormt syn - og vi blev alle våde, men det var jo også en oplevelse i sig selv. Vi gik turen langs vandfaldet og endte ved broen, der skiller Zimbabwe og Zambia - gennem den smukke regnskov med bavianer og sjove fugle. Vi sluttede selvfølgelig på et kæmpe marked, hvor vi var de eneste handlende blandt 200 ivrige sælgere - uha, man kan føle sig omringet!

Nå, men pladsen bliver jo hurtigt fyldt ud, så jeg må skynde mig at fortælle om turen sydpå fra Kasane til Gaborone. Vi havde 2 dage i Nata med bla game drive i fugle reservatet. Her var såååååå mange flamingoer og pelikaner - ja, og så så vi en stor giftslange, hvilket drengene syntes var et højdepunkt.

Vores sidste dag på turen brugte vi i Palapye med besøg i House of Hope, hvor vores børn legede lidt med børnene fra stedet (de fleste af dem er forældreløse - og alle er meget fattige). Vi sang et par sange for børnene - og vores børn havde gaver med til børnene. Det var en god oplevelse at slutte ferien af på dette sted.

Nu er vi så hjemme igen - fyldt op med gode minder og spændende oplevelser. Vi nyder nu de sidste dage i ferien, inden jeg begynder med lærermøder igen fra på fredag - og resten af familien begynder hverdagen igen fra på tirsdag i næste uge. Desværre får besøget af Nadia og Joachim jo også snart en ende. De rejser mod Danmark på torsdag efter 5 uger i Afrika.

En umiddelbar konklusion på vores tur er at vi har fået et stort indblik i det land vi bor i. Botswana er et fantastisk land, har en spændende kultur, nogle prægtige mennesker og en storslået natur. Ja, og så har vi hygget os hver eneste dag med god tid til hinanden og spændende fælles oplevelser.

Botswana, we love you!!!

- CFS

Labels: ,