Søvndal in Botswana

En side for familie, venner og bekendte - og bare interesserede - til familien Søvndal. For 2 år lærere og missionærer, bosiddende i Botswana. Familien består af Christina, Steen, Rebekka (11 år), Kasper (9 år), Annika (6 år) og Benjamin (4 år).

Friday, August 17, 2007

Ferie - og sidste nyt (revideret)

Vi har ferie!!! De næste 4½ uge skal vi slappe af, køre ca. 5.000 km til Namibia (der kommer nok en historie ud af det), lade op, svømme igen efter en kold vinter og mange andre skønne ting.

I denne uge har jeg dog lidt arbejde på Kgolagano med eksaminer og møder - men på fredag stikker vi af!

Lige nogle billeder fra siden sidst: på Westwood til Rebekkas musical "The Princess and the Pea" ("Prinsessen på ærten"), og onsdag d. 15. vækkede vi Agnella til fødselsdagssang kl. 6.45, lige inden børnene stak af i skole. Hvad vi ikke vidste, var at hun faktisk fylder 40! På billedet er ud over os Agnella og hendes søn, Shingi, som er hos os i ferien. Og de sidste to billeder er fra d. 22. august, hvor Shingi sandelig fyldte 15. Hyggelig dag med masser af gæster, legepladstur og feststemning.

- SFS

Labels: ,

Thursday, August 09, 2007

Køer i Botswana

Fantastisk, så meget køer betyder i Botswana (altså flertal af "ko" og ikke "kø", selvom man også kan opleve at stå i KØ rigtig lang tid rigtig mange gange). Selv den mest ihærdige, danske landmand kommer til at ligne en amatør i sammenligning. Jeg faldt over denne konkurrence. Man tanker benzin på BP, og så kan man vælge mellem en bil, 100.000 Pula kontant, eller - hold fast: EN REN SIMMENTALER-HJORD! Mig bekendt har jeg ikke set noget tilsvarende i Danmark! Munden løber næsten i vand bare ved at se annoncen...

Andre sjove ting er:
- ca. halvdelen af alle nyhedsindslag på Botswanas TV handler om køer (der er blevet kørt over, er faldet i en brønd o.l.)
- køerne går omkring og græsser, selv her i hovedstaden Gaborone
- alle Batswana med respekt for sig selv har sin egen cattle post (kvægfold) med mange eller få dyr. De tilbringer ofte mange sammenhængende dage derude for at passe køerne og deres mark
- på Setswana er der dusinvis af betegnelser for "ko", især afhængig af hornenes form og størrelse. Dette er nødvendigt for at kende forskel på ens egne og naboens køer.

Engang fortalte jeg en af mine kolleger at mine forældre havde solgt køerne, fordi de holdt op med at malke. Hun rystede på hovedet og spurte: "Hvorfor dog det?" For Batswana repræsenterer køerne både bankkontoen, pensionsopsparingen og folkepensionen - ud over status.

...bare lige en af de sjove ting i Botswana

- SFS

Labels: