Familien opdateret og midtvejsstatus

Det er længe siden, vi har skrevet en familie-opdatering. Hvis det går efter planen, er det også midtvejs-status, for vi har været her i 10 mdr. og har 10 tilbage! For nogle vil det (måske) være trivielt at læse, for andre (måske) interessant. Her kommer i hvert fald en, ordnet efter alder og med nogle billeder til at krydre læsningen:

Simba - vores nye Ridgeback-hundehvalp, som der ikke er meget hvalp over mere. Han har revet ubeskrivelig meget tøj ned fra tørresnoren og længes efter den dag, hvor han bliver den stærkeste af hundene - hvilket nok ikke varer så længe! Men ellers er han en super-skøn hund, som vi har meget glæde af alle sammen.

Heidi, vores hankat (vi fik konstateret navnet før kønnet...), var nok gladere før vi fik Simba, da han var gode venner med Pichatu, men bliver jagtet ret meget af Simba. Den anden tragedie var da bror Jens blev kørt over af VW'ens hjul, der desværre var alt, alt for stor og tung for ham.

Benjamin er familiens charmetrold, som rigtig spiller op til afrikanerne med sit lyse hår og brune øjne. Han er glad og frimodig og hilser på hver og en han møder, både på engelsk og Setswana. Han er glad for at komme til Playmates, som er børnehaven - især efter at vi er begyndt at køre på vores lånte cykel med cykelstol. Det er så sjældent et syn i Gaborone, at mange smiler, hilser eller spørger: Hvad bruger man sådan en til? Tiden hjemme går med at lege med Annika: mad-leg, skole-leg, sang osv.

Annika er nu ved at være en erfaren skolepige efter ½ år i skole. Hun elsker at lege med sin gode ven, Kalilah og ser meget op til sin lærer, Mrs. Turnbull. Hun vil også gerne lege at hun er Mrs. Turnbull herhjemme - og så er der ingen grænser for hvad vi andre skal skrive og tegne og synge. Det er meget sjovt. Annikas klasse har lige opført en musical på skolens store scene - "Billy the Bus". Det var en stor succes. Børnene havde selv malet et stort og flot baggrundstæppe, og de læste selv alle rollerne. Ja, alle 45 børn sagde noget i mikorfonen. Annika var en af fortællerne og hun sagde højt og flot: "It was then that Louise had a very good idea"... Der var selvfølgelig også en del sange i musicalen - og dem havde vi øvet godt på i musiktimerne med mor!

Pichatu - den rare, gamle labrador, god som dagen er lang. Hun har gjort det let at få en anden hund, da hun har et stort moderinstinkt over for Simba - undtagen lige hvis han kommer for tæt på maden. Hun hjælper godt til med hundetræningen, da hun kender kommandoerne på forhånd, og Simba behøver bare at efterligne hende for at få en kiks.

Kasper - sportsmanden! Fodbold, basket, cricket, svømning - han elsker det hele og har en ligesindet i danskeren Christian, så de leger flere gange om ugen. Som 8-årig er man heller ikke færdig med at lege, så indenfor bliver Legoet flittigt brugt. Skolen går på alle måder godt. Efter at han er 100% med på engelsk, går timerne, lektierne og frikvartererne som en leg. Han spiller (lidt) klaver, når der bliver tid til det.

Rebekka - den kreative! Har travlt på Westwood med MANGE lektier hver dag, og hun får ud over det lavet en masse sport (netball, fodbold, klatring, svømning m.m.) og producerer et væld af kreative ting med papir og dimsedutter, som hun støver op diverse steder. Hun spiller også klaver og skal op til eksamen her til foråret (DK's efterår). Hun har fået nogle rigtig gode venner på Westwood på det sidste, hvilket har været rigtig godt efter en svær start på skolen.

Christina kan jo skrive for sig selv, så det vil jeg hermed gøre! Jeg er fortsat glad for mit arbejde på Westwood som musiklærer. Jeg har dog utrolig meget at se til, fordi jeg er skolens eneste musiklærer. Jeg har 23 forskellige klasser i løbet af 2 uger - det vil sige 450 forskellige studenter. Det er alt for mange til at jeg kan nå at lærer dem rigtigt at kende. Men trods alt har jeg mange gode oplevelser med børn og musik. Skolen opfører 3 musicals i løbet af et år - en med børnehaveklassen, som Annika lige har været med i - og en med 1.-3- klasse, som skal opføres i oktober - og en med 4.-7. klasse, som skal opføres her d. 2. august. I alle tre musicals står jeg med al musikken. Det er jo noget af det jeg rigtig godt kan li - og i de projekter lærer jeg også børnene bedre at kende, så det er dejligt. I det hele taget er Westwood en skole, hvor børnene kommer rigtig meget på scenen. Hver uge har skolen 2 assemblies, hvor børnene kan opføre eller fremvise hvad de laver i klasserne. Til det laver jeg tit noget musik med en eller to klasser ad gangen. Det er også spændende. Jeg har brugt mange lyd- og musik-historier, hvor børnene læser en historie og synger og spiller instrumenter til. Det har været meget populært. Mine bedste timer er når jeg kan mærke at noget musik kommer til at fungere, så børnene kan fornemme at de er med til at lave musik og at de nyder det. Mine værste timer er med 9-klasse, som ikke gider at lave musik, fordi de måske synes de er blevet for store til det - og som ikke selv har valgt at de skal have det. Der imod i 10. klasse vælger man selv - og jeg har nogle rigtig gode timer med mit lille 10.klasses musikhold.
Ellers har vi også startet et lille engelsk-hold op for forældre på skolen, som gerne vil blive bedre til at snakke engelsk. Susan - vores gode ven fra Canada - er vores lærer - og så mødes vi hver tirsdag morgen i mit musiklokale. Det er en rigtig hyggelig måde at lærer nogle af forældrene på, så det har indtil videre været en god succes.
Alt i alt går hverdagen bare der ud af med skole, lektier, børnenes aktiviteter og dertil hørende kampe og stævner, øve klaver med børnene, eftermiddagskaffe-snak med Dorthe, smøre madpakker, lave puslespil med Benjamin, læse med Annika, løbe med Kasper og Rebekka osv osv... Ja, bemærk at jeg ikke skriver noget om vasketøj, rengøring mm. Det nyder jeg nemlig såååååå meget at være fri for. Det er en ubeskrivelig dejlig fornemmelse at komme træt hjem fra skole og så blive mødt med duften af nybagte boller og et rengjort hus.... Det er nemlig vores store gave her at vi har Agnella, som ordner alt det praktiske for os her - og passer børn hvis der er brug for det, for eksempel som onsdag aften, hvor vi var i biografen med Rebekka og Kasper og se premieren på Harry Potter 5 (to dage før den kommer i Danmark!!!).

Agnella, vores hushjælp. En fantastisk hjælp og en uundværlig del af tilværelsen for os. Hun vasker op, vasker tøj + stryger det hele (pga. faren for mango-fluer), laver mad, passer børn og gør rent. Benjamin og hende har særlig god kontakt, men vi glæder os alle over at have hende her.


Så er der kun ham sjæl' tilbage - efter den første lange tid med etablering her i Botswana, er jeg inde i en mere stabil hverdag. Jeg arbejder om formiddagen på Kgolagano, hvor jeg får læst en del, men også snakker med flere og flere studenter i forbindelse med eksaminer og studier. Det er rigtig godt og spændende at være en del af miljøet på skolen. Jeg prøver også at være på Westwood, når børnene laver noget sport eller opttæden. Sport kan jeg heller ikke lade helt ligge - mest løb, fodbold og svømning her. Den sidste tid er jeg kommet med på den lutherske kirkes prædikantliste, så jeg har prædiket 2 gange dér. Til disse anledninger har jeg anlagt mig en rigtig missionærfrisure med sideskilning - så slut med det korte hår, i hvert fald her om vinteren!

I weekenden skal vi alle sammen til Serowe til danse- og kor-festival. Christina og jeg skal begge spille klaver for nogle af korene, så det glæder vi os meget til - og mon ikke der også dukker et par billeder op af den begivenhed...

Til sidst et par billeder - et fra vores lidt forsinkede Sct. Hans fest hos Dorthe og Poul. Der var bål med heks, "vi elsker vort land" og andre sange. Skøn aften! Og så hesteridning på "Arnes horse safari" - alle børnene red stolte ud i bushen og havde en god tid der.

Så var det vist alt for nu. Tak for tålmodigheden, I der nåede så langt. Nu har I lidt status på os!

- SFS

Ordination i den lutherske kirke

Live-beretning fra Ramotswa, hvor der i går blev afholdt ordination af præster og diakoner til den lutherske kirke rundt om i hele Botswana. En højtidelig gudstjeneste med SKØØØN sang og god prædiken, der fokuserede på det at have en tjeneste i Guds rige. Som sædvanlig havde de god tid. Gudstjenesten tog god og vel 4 timer!

Holdet på billedet har i 3 år modtaget undervisning på præsteseminariet Woodpecker, som ligger ca. 20 kilometer uden for Gaborone. Lærerne tæller prominente folk som Heidi og Jens Lomborg, tidligere missionærer for Dansk Ethioper Mission (DEM). En af gutterne skal gøre tjeneste her i Gaborone, så ham kommer vi helt sikkert til at have mere med at gøre. Det er William, som er let at kende som den eneste hvide i flokken. Han er dog kun hvid, fordi han er albino - han har pære-afrikansk blod i årene!

Her er de fotograferet sammen med hele præstefølget i Guds frie natur efter gudstjenesten. En stor dag for alle fremmødte, men særligt for de ordinerede og deres familier!

- SFS

African Child Day

I sidste weblog var der på falderebet en hyldest til afrikaneren. Lidt forsinket fokuserer vi nu på the African Child (Afrikas børn). 16. juni var nemlig den 16. African Child Day i historien.

Dagen holdes siden 1990 til minde om 16. juni 1976, hvor sorte børn i Soweto, Johannesburg, demonstrerede mod apartheid. Politiet havde ordrer til at opretholde orden uanset hvad det kostede - og de greb ind med våbenmagt. 500 børn blev dræbt, 1.000 blev såret.

Temaet i år er "combating Child trafficking" - dvs. bekæmpelse af handel med børn. En handel, som findes i Europa, men som desværre også griber mere og mere om sig her i Afrika. Nordmanden Per Engebak, som leder UNICEF's arbejde i øst- og syd-Afrika, siger: "Med over 8 millioner forældreløse børn pga. AIDS, udbredt fattigdom, øget turisme (specielt i kystområder), og større bevægelighed af varer og tjenesteydelser landene imellem, er det østlige og sydlige Afrika stærkt i risikozonen for at blive en alvorlig kilde til børnehandel."

Jeg kunne citere meget fra mange flere hjemmesider angående dette. For de, der vil læse mere (på engelsk) om disse uhyrligheder, gå fx til http://www.unicef.org/southafrica/media_3641.html eller http://allafrica.com/stories/200706120944.html, som handler specifikt om Botswana.

Det løber koldt ned af ryggen at tænke på disse børns skæbne. Eller skæbner, for hvert barn har sin egen. Og hvad kan vi gøre ved det? Måske kan det hjælpe at skabe lidt opmærksomhed på de nordlige breddegrader?! Men der har børnene jo også sit at slås med. Fx kan man kl. 11.05 i dag læse i den hjemlige dagspresse:

"I de seneste tre uger har 36 hospitaler over hele landet til sammen modtaget 83.496 krammebamser, der skal trøste og opmuntre børn, når de skal bedøves.

Det er aldrig sjovt at skulle bedøves, men for de 35.000 børn, som hvert år skal bedøves før en operation, kan synet af en kanyle og en fremmed voksen i hvid kittel være direkte skræmmende.

Der er dog godt nyt på vej til børn på 36 hospitaler over hele landet, for de har netop hver modtaget et stort parti krammebamser fra TrygFonden. Bamserne vil hen over de næste to år blive delt ud til alle de børn, som skal bedøves på hospitalerne."

Man kan da kun glæde sig sammen med de danske børn!

Undskyld ironien - men et eller andet er der ravruskende galt!

- SFS

Pitseng

I dag er det vist TTW - tid til weblog. Der er meget at berette siden vi sidst driblede en hilsen ind i nettet, så vi skærer med hård hånd og fortæller om: i går formiddag.

Overskriften har ikke det mindste med soveværelsesudstyr at skaffe, men rummer i stedet navnet på en landsby i det sydlige Botswana. Vi (dvs. Susan, Glyn, Jonathan (ny fætter her på siden, ultra-rar amerikaner, præst i Open Baptist Church, ivrig fortæller og flydende på Setswana), hans praktikant Eric og ham selv), pakkede Jonathans Pajero og kørte kl. 8 i retning mod Pitseng. Byens ca. 1500 indbyggere er fra Kgalagadi-stammen, som (sammen med Basarwa'erne i den centrale Kalahari-ørken) i mange år har lidt en forhutlet skæbne som underklasse i forhold til de andre stammer i landet. Det mærkes stadig i dag med meget stor fattigdom og ingen strøm og kun vand ved brønden. Vi trillede ind i landsbyen og satte os i Kgotla'en (byens samlingssted) sammen med høvdingen og tre ældre mænd fra byen. Ham forrest i billedet arbejder for Botswanas diamantselskab og har en fin arbejdsdragt derfra. Den næste med slipset er høvdingen (meget ung af en høvding at være), nr. 3 er præst i en af kirkerne, og den sidste er blind og bare med, fordi han har mange år på bagen og dermed kan repræsentere traditionen godt. Der sad vi så godt og vel en times tid (ca. - tiden står stille) og evaluerede et tidligere besøg af nogle amerikanske studerende. Meget hyggeligt og afslappet. Vi sluttede kl. 12 med en bøn og gode ønsker for hinanden, inden de igen satte sig ud i solen og vi smuttede afsted. Og så sker der nok helt sikkert ikke mere for dem den dag. Livet i Pitseng er forudsigeligt og ganske roligt. Dagen hos os fortsatte i hæsblæsende tempo med punktering på bilen og nyt dæk (Christina kørte ind i en kantsten og fører dermed 2-1 i påkørsler) og fest på terrassen med 25 gæster.

Spørgsmålet er om gutterne i Pitseng alligevel har ramt den oprindelige mening med tilværelsen bedre end os. Det kan man ikke lade være med at stille sig efter en formiddag i deres selskab.

Indlægget var egentlig også tænkt som en hyldest til afrikaneren. Derfor kommer der et sidste billede med præsten og den ældre herre bagved på nært hold. Vejrbidte og ældre (kun Gud ved, hvad de er gået igennem i deres lange liv), men skønne og prægtige mennesker, når man sådan møder dem ansigt til ansigt.

Og så er det vist også TTASW - tid til at slutte webloggen

- SFS

Fruens fødselsdag

Vi vader i fødselsdage for tiden - og måske synes I, det kører lidt i ring for os her på bloggen. Men fat mod, trætte bloglæser - dette er den sidste fødselsdag i meget lang tid nu. Vi undskylder os med at disse dage altså betyder ekstra meget her i eksilet.

Der er tale om ingen ringere end fru Søvndal, og tilmed rundede hun 1. juni det bløde hjørne, 35 år. Det var fredag og
skoledag-hvor-vi-skal-op-kl.-5.30, så vi udsatte festlighederne til lørdag. Vi bringer et billede fra morgenen hvor vi står klar med gaver - og senere på dagen var der surprise-brunch (overraskelses-brunch) med 20-25 gæster på terrassen. Det lykkedes at holde Christina hen i uvidenhed, indtil gæsterne stod i døren. Ud over danskere var gæsterne nordmænd, canadiere og svenskere (ja, havde det været efter fodbold lørdag, havde de ikke kommet med...!). Selv om det nu er vinter og der faktisk var overskyet den dag, er det varmt nok til at vi snildt kan sidde ude og spise. Men som man måske kan ane, sidder vi for en gangs skyld i lange bukser.

Endnu en skøn og mindeværdig dag i Botswana!

- SFS